VM for Platu 25 med 104 både på startlinjen
Mads Christensen og mandskab er på startlinjen i Platu 25, der før hed Beneteau 25. Dansker tog 10. plads i Tune Up.
Punte Ala er dette år vært for Platu 25 VM hvor hele 104 både er til start. Det er første gang at så mange både er til start i klassen.
At antallet af både til start er vokset med tiden skal ses som et udtryk for at bådens popularitet er vokset.
Billig i anskaffelse
"Det er en sjov båd at sejle og så er det økonomisk ikke en dyr båd at anskaffe, hvilket er hovedårsagen til bådens popularitet," fortæller Mads Christensen, der lige nu er i Italien.
Punte Ala er beliggende ca. 1 times kørsel fra Rom ved den Italiensk middelhavskyst. Mads Christensen er sammen med sin kollega Kristian Kvid Sørensen fra North Sails taget til Punte Ala for at deltage i stævnet.
Udover de to består besætningen af Jonas Hviid som til dagligt sejler matchrace med Peter Wibroe, Emil Wester som sejler med HKH Kronprins Frederik og Casper Peetz fra Henri Lloyd.
104 både i en start...
"I går havde vi Tune Up sejlads med i start, et flot syn når 104 både gør klar til start, vi sluttede omkring nummer 10 som er OK i dette stærke felt hvor mange prof sejlere huserer . De næste dage vil der dog sejles i 2 grupper hvor man de sidste 2 dage bliver delt op i Guld og Sølv felt," siger Mads Christensen.
Stævnet slutter på lørdag og vi følger selvfølgelig med i udviklingen. Følg selv med i stævnet på www.platu25.com