Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Her billede fra Århus Bugten, hvor de internationale sejlere holder til.

Udlændinge nu vilde med sejlads i Århus

Foreningslivet og sammenholdet på vandet integrerer internationale medarbejdere i Århus. Det viser et samarbejde mellem Sailing Aarhus, Århus Sejlklub og netværket International Community i det internationale sejlerprojekt ”International Sailing Team”. Læs her og få herlig inspiration til din klub.

 

Af Troels Lykke |

De udenlandske sejlere er vilde med det danske foreningsliv og deltager aktivt i klubbens aktiviteter.

De fire H-Både tæller hele ti nationaliteter, når de stævner ud fra Lystbådehavnen i Århus. Ombord er medarbejdere fra virksomheder i Århus-området.

Sailing Aarhus har i samarbejde med International Community og Århus Sejlklub skabt International Sailing Team, der skal give internationale medarbejdere et indblik i foreningslivet i klubben og skabe kontakt til klubbens øvrige medlemmer. Projektet er en stor succes for både klub og besætning.

”Vi er glade for at være en del af dette projekt, som viser, at sejlsport og foreningslivet spiller en stor rolle i integrationen af internationale medarbejdere i Århus-området,” siger Thomas Capitani, der er direktør for Sailing Aarhus.

International Sailing Team er blevet til i tæt samarbejde med International Community, der har til opgave at videreudvikle Århus som en attraktiv international by og skabe netværk og sociale relationer for internationale medarbejdere.

Foreningsliv skaber trivsel

Århus Sejlklub stiller H-både og instruktører til rådighed, og hos International Community er projektleder Tiny Maerschalk ikke i tvivl om betydningen af projektet.

”Det kan være svært for vores medlemmer at etablere sig i Århus og lære danskerne at kende. Sociale relationer og spændende fritidsaktiviteter er afgørende for, at de internationale medarbejdere og deres familie falder til i området og trives,” forklarer projektlederen, der selv er aktiv sejler i klubben.

Erfaringerne fra International Community viser, at Danmarks mange klubber og foreninger er en god måde at lære danskerne og den danske kultur at kende.

”Foreningslivet i Danmark er en stor del af den danske kultur; klubber som Århus Sejlklub har et fantastisk socialt miljø, der dækker alle aldre og ikke mindst en frivillig-kultur, som er indbegrebet af sejlsporten. Sejlsport der derudover en international sport, og derfor nem at komme i gang med for vores medlemmer,” påpeger Tiny Maerschalk.

Nye aktive frivillige

For Århus Sejlklub er der også en gevinst ved det nye sejlerteam, der med den internationale besætning får tilført ny energi og arbejdskraft til klubben.

”Der er et stort potentiale i internationale medlemmer for sejlklubberne. Medlemmerne af International Sailing Team udfører allerede nu et stort stykke arbejde i forbindelse med arrangementer og stævner. Jeg kan kun opfordre andre sejlklubber til at åbne dørene for internationale medlemmer,” vurderer Thomas Capitani, der er glad for det store arbejde medlemmerne har udført i forbindelse med blandt andet Junior/Ungdoms Danmarksmesterskaberne og Århus Festuge Stævne.

”Vores medlemmer er vilde med miljøet i sejlklubben og har vist en motivation, der overstiger alle forventninger. De vil det rigtig gerne. Med deres store engagement kommer de hurtigt ind i klublivet og målet er at få dem i gang med at sejle regelmæssigt,” supplerer Tiny Maerschalk.

Stort potentiale for klubberne

Direktøren for Sailing Aarhus mener også, at det nye sejlerteams engagement vil komme klubben til gode på andre måder og styrke foreningsarbejdet i fremtiden. Internationale medlemmer kan give foreningerne i Danmark nyt liv og dynamik.

”De fleste foreninger vil gerne have engagerede medlemmer, der aktivt går ind i foreningsarbejdet, enten på organisatorisk plan eller ude på ”banen”. Sejlklubberne er ingen undtagelse. De internationale medlemmer kan komme med nye input, der kan forbedre konkrete træningsmetoder, arbejdsrutiner eller styrke foreningerne organisatorisk,” siger Thomas Capitani og slutter:

”Der er rigtig meget foreningsarbejde i Danmark, der kunne trænge til friske øje og ny energi. Det gælder om at bruge de nye ressourcer, som sejlerteamet bringer, bedst muligt. Det vil udvikle og styrke foreningslivet i Danmark på sigt.”

Gode råd

  • Der findes mange dygtige, herboende udlændinge, der ikke ved, hvordan de kan blive medlem eller komme ud at sejle.
  • Sejlklubsmiljøet i Danmark er meget forskelligt fra andre lande, hvor sejlsport ofte er en rigmandssport i lukkede, eksklusive klubber.
  • Find et par ildsjæle i klubben, der kan byde de international medlemmer velkommen, sætte dem i kontakt med klubbens medlemmer og løbende følge op på, hvordan det går.
  • Vær opmærksom på at videreformidle information om klubarrangementer og stævner samt muligheder for frivillig-aktiviteter.
  • Find medlemmer der kan fungere som mentorer for de internationale medlemmer.

Fakta om International Sailing Team

  • International Sailing Team blev dannet i maj 2009 af International Community i Århus.
  • Initiativet er skabt i samarbejde med Sailing Aarhus og Århus Sejlklub.
  • Teamet har 30 medlemmer med flere end ti nationaliteter.
  • Sejlerteamet er på vandet til et heldagsarrangement en gang i måneden.
  • International Community arbejder med tiltrækning, modtagelse og fastholdelse af international arbejdskraft i Århus-området, herunder videreudvikling af Århus som en attraktiv, international by og skabe netværk og sociale relationer for internationale medarbejdere.
  • International Community har 700 medlemmer (internationale medarbejdere og familier, virksomheder samt danskere).
  • Organisationen er skabt i samarbejde med Vestas, Terma, Danisco, Århus Universitet, Århus Kommune og 7-Kommunesamarbejdet.

Kirketerp fortæller om sejlads med Hella Joof og andre kendte - tv-program i aften

Seks kendte sejler på 21 dage tværs over Atlanterhavet i 83 fods tidligere Whitbread-jordomsejler. Vi taler med nøgleperson om bord, Martin Kirketerp, der var med fra Gran Canaria til Antiqua. - Hella Joof var satme sjov, siger tidligere Volvo-sejler Kirketerp.

Afstemning

Skal du lave forbedringer på din båd denne vinter?

Nyhedsbrev

Deltag i konkurrencer og få de seneste nyheder direkte i indbakken

Sailing Aarhus vil lave maritim folkefest under Aarhus Festuge

2018 blev året, hvor sejlsporten i Aarhus fik sit store gennembrud. Sommerens succesfulde VM lagde fundamentet, og i de seneste seks måneder er der bygget på med nye, spændende initiativer. Et af de store events i støbeskeen er en maritim folkefest.

 

Links til andre sites