Karstoft: kæmpe overraskelse for os - video med 49er og 470er
49eren Simon Karstoft og Søren Hansen blander sig nu i verdenseliten. Efter en finale i let vind bliver de nr. 6 i det spanske World Cup-stævne. 470-sejlerne Henriette Koch og Lene Sommer slutter også nr. 6.
Danmark har fået en ny 49er, der har potentialet til at blande sig i verdenseliten. Det er et faktum efter det afgørende medal race ved World Cup-stævnet på Mallorca, hvor det nydannede makkerpar Simon Karstoft og Søren Hansen tog den samlede 6. plads.
”Det er en kæmpe overraskelse for os. Vi var glade for bare at komme med i top 25. Men vi fik rigtig god fart og god ro på båden under stævnet og styr på strategien. Så det er en positiv overraskelse for os,” siger en glad skipper Simon Karstoft.
Piller ikke ved målsætningen
Det gode stævne får dog ikke Simon Karstoft til at revidere sæsonens målsætning.
”Vi skal ikke lave hele vores sæsonplan om på grund af et godt stævne. Der er lang vej endnu og vi har nogle ting at arbejde på i hårdere vindstyrker, så der er masse træning vi skal have lagt. Men vi er selvfølgelig supergalde for det her resultat,” siger han.
Danskerne gik ind til dagens finale på den samlede 5. plads efter en mellemrunde, der blandt andet bød på duoens anden sejr i stævnet.
Den afgørende sejlads for feltets ti stærkeste både blev vundet af den østrigske båd, der overhalede danskerne i den samlede stilling.
De to har bare sejlet sammen i lige over en måned. I de sidste 10 år har Søren Hansen sejlet sammen med sin storebror, Peter, og de to tabte lige netop OL-udtagelsen til OL i Beijing til Jonas Warrer og Martin Kirketerp.
I dagens anden finale med dansk deltagelse blev 470-sejlerne Henriette Koch og Lene Sommer nr. 3. Det resultat bragte dem ligeledes op på den samlede 6. plads i deres bådklasse.
Video
DS' Illia Fromtchenko har produceret følgende indslag fra Mallorca i dag:
49ere: youtube.com/watch?v=an5ql4bvqTQ
470: youtube.com/watch?v=iu3az_IYjCQ