Gå til hoved-indhold
Jonas Warrer savner 49er-sejlads. Arkivfoto: Troels LykkeKapsejlads
Jonas Warrer savner 49er-sejlads. Arkivfoto: Troels Lykke

OL-guldvinder tilbage

Fem danske besætninger stiller mandag til start i Polen, når EM i 49er-klassen går i gang. Og den ene konstellation byder på et gensyn med OL-guldvinder Jonas Warrer, som sejler sammen med Søren Hansen.

Af Troels Lykke |

De danske 49er sejlere har været i polske Gdynia en uges tid efterhånden, og de er nu ved at være klar til at forsøge at hive et par europæiske medaljer hjem til Danmark.

Starten er planlagt til mandag den 5. juli klokken 11, hvorefter yderligere to sejladser forhåbentlig bliver afviklet samme dag – alt efter vindforholdene, skriver Sejlunionen til pressen.

Warrer har savnet 49eren

Fem besætninger stiller op under dansk flag – og den ene byder på et glædeligt gensyn med OL-guldvinderen fra 2008 i Beijing, Jonas Warrer. Han har dog ikke sin gast fra det berømte 49er-drama i Kina ved sin side.

I stedet hedder makkeren Søren Hansen, som egentlig skulle have sejlet med Simon Karstoft Jensen.

Sidstnævnte fik en skade, og det var derfor tvivlsomt, om han kunne nå at blive klar til EM. Og da Jonas Warrer alligevel skulle have været med til Polen som træner, var han ikke svær at overtale til at skifte trænerrollen ud med tjansen som styrmand.

 

– Det er fedt at sejle 49er, og det har virkelig rykket i mig i den seneste tid, når jeg har trænet andre. Og da jeg fik muligheden for at sejle med Søren, som jeg kender, og som er en god gast, så kunne jeg umuligt sige nej, lyder det fra Jonas Warrer.

Giftigt samarbejde

Jonas har sejlet en smule, men ikke deltaget i større stævner i en dansk jolle de sidste to år. Han vil dog ikke afvise, at han på sigt kunne finde på at danne fast makkerpar med Søren Hansen.

– Bare det at sejle ræs har jeg savnet, så det er fedt at være tilbage. Jeg glæder mig til at komme ud og ligge ved startlinjen og mærke adrenalinen pumpe. I første omgang tager jeg det her EM med Søren, så vi kan se, hvor vi er henne, men jeg vil ikke afvise et samarbejde på længere sigt. Det er en konstellation, som kunne gå hen og blive giftig, siger Jonas Warrer.

Flere danske medaljechancer

Til at overtage Jonas Warrers plads som træner for 49er-besætningerne har Dansk Sejlunion lavet en aftale med Peter Hansen – bror og tidligere makker med Søren Hansen.

Han har fulgt alle fem danske besætninger den forgangne uge i Polen, og med den optakt de fem danske besætninger har vist, er der god grund til at håbe på europæisk metal, når sidste sejlads er overstået den 10. juli.

– Jeg synes, niveauet er uhørt højt. Jeg har aldrig tidligere oplevet så mange muligheder for en dansk medalje i 49er-klassen. Allan Nørregaard og Peter Lang kommer med et godt resultat fra Kieler Woche, og de har sejlet stærkt i træningssejladserne hernede. De virker til at styr på det hele, siger Peter Hansen og fortsætter:

- Peter Krüger og Nicolai Thorsell er også mentalt klar, og de er godt forberedt hjemmefra. Så er der jo Jonas og Søren som outsidere, og Toft-brødrene har også niveauet.

Sygdom i lejren

Den danske lejr har dog været plaget af lidt sygdom de seneste par dage, primært hos Toft-besætningen, men Peter Hansen mener, at de bliver klar til start mandag. Også Niels Joachim Gormsen har skrantet lidt, men han skulle ligeledes være i bedring.

De danske besætninger:

Jonas Warrer og Søren Hansen

Allan Nørregaard og Peter Lang (DEN9)

Emil Toft og Simon Toft (1113)

Peter Krüger og Nicolai Thorsell (1114)

Niels Joachim Gormsen og Anders Thomsen (1121

content-loader
content-loader
content-loader