Palby bekræfter positiv tendens i forbruget
Det private forbrug er steget overraskende kraftigt i marts, viser nye tal. Det lover godt for den samlede økonomiske aktivitet. Også sejlerne køber mere ind, forklarer Peter Helleskov fra Danmarks største bådgrossist, Palby Marine.
Dansk økonomi er med stormskridt på vej mod bedre tider.
Der er nu udsigt til, at velstanden igen begynder at vokse efter en historisk nedtur sidste år, ligesom arbejdsløsheden formentlig vil vokse langt mindre end frygtet fremover. Krise og nedtur er med andre ord ved at blive afløst af optur og bedre tider, det skriver berlingske.dk
Professor i økonomi ved Copenhagen Business School (CBS) og tidligere vismand, Jan Rose Skaksen, siger i hvert fald, at »rigtig meget tyder på, at Danmark nu er på vej ud af krisen.«
Passeret bunden
Professor og tidligere overvismand Claus Vastrup fra Aarhus Universitet siger på tilsvarende vis, »at vi nu har passeret bunden, og at tingene igen ser lysere ud.«
Vurderingen kommer efter, at Danmarks Statistik i går kunne fortælle, at danskernes lyst til at bruge penge igen er hastigt stigende.
Der er nærmest tale om en slags ketchupeffekt, hvor det hele vælter ud af flasken på én gang. Forbruget steg således med 2,9 procent i marts i forhold til måneden før og ligger nu 3,6 procent højere end for ét år siden.
Palby Marine har travlt igen
I dag besøgte minbaad.dk Palby Marine i Kolding og salgschef Peter Helleskov bekræfter at det går langt bedre med salg af udstyr til sejlerne.
"Isen er smeltet, der er gang i handlen igen ude i butikerne, tilbagegangen er stoppet og vi sælger meget igen og har travlt. Så jo, forbruget er også steget hos sejlerne," siger Peter Helleskov.
Arcona-forhandler: Nye både sælger bedst
Hos Arcona-forhandler i Hundige går det også bedre med salget af nye både, mens det halter mere med de brugte. Forhandler Ove Skovgaard-Mortensen siger til minbaad.dk:
"Det går frem igen med salget af nye både, vi har blandt andet solgt tre Arcona 34ere i år, men jeg syntes stadig at salget af brugte både er gået noget i stå,."