Gå til hoved-indhold
Retro Cup ved HellerupKapsejlads
En enlig Finn-jolle kæmpede, men mest mod sig selv. Foto: katrine Bertelsen

Retro Cup under vanskelige forhold

20 Laser-joller kæmpede i skiftende vind fra alle retninger.

Af katrine bertelsen |

Det lykkedes at gennemføre fem sejladser i weekendens Retro Cup. Lørdag drejede vinden næsten hele kompasrosen rundt, så dagens 3 sejladser fik en ny bane hver gang.

Laser Retro med nyt navn

Laser Retro der i år har skiftet navn til Retro Cup blev sejlet ud for Hellerup. Vinderen blev Peter Vilby, Polyteknisk Sejlklub, med Øyvind Bordal fra Espergærde Sejlklub på en andenplads og Micael Lundgren fra Malmö Segel Sällskap på en tredjeplads.

I år havde arrangørerne inviteret både OK- og Finn-joller. Fremmødet i de to klasser var sparsomt, kun en Finnjolle var på vandet. Til gengæld dystede 20 veloplagte lasersejlere i de vanskelige vindforhold.

Vind fra alle retninger

Baneleder Troels Wester-Fischer fra Hellerup Sejlklub klarede opgaven med bravour, og høstede stor ros fra sejlerne. Selv siger han. ” Det er nok de mest underlige vindforhold jeg har prøvet.” ”Vindspring i Hellerupbugten er helt normalt, men vinddrejninger hele vejen rundt, har jeg ikke set før. Det var spændende.”

Søndagen bød på også på svag vind, der så nogenlunde holdt retningen, men også her måtte banen pilles op og lægges påny til 2. start. I alt fem sejladser blev afviklet.

content-loader
content-loader
content-loader