Morten Nielsen i front ved DM i H-båd
Første dag ved Pantaenius DM for H-både i Horsens var i vanskelig vind. Nielsen i front foran Høj Jensen og Wissing.
Vinden både sprang kraftig og forsvandt helt i perioder. Men det så ikke ud til at genere Morten Nielsen og hans erfarne team fra Roskilde. De sluttede på en samlet 1. plads efter torsdagens tre sejladser.
Der skulle lidt held til
”Vi var heldig at ligge de rigtige steder på de rigtige tidspunkter,” sagde en beskeden Morten Nielsen efter dagens sejladser.
”Forholdene har lighedspunkter med Roskilde Fjord, så det gør det lidt lettere for os,” mente han.
Med en 1., 5.og 8. plads giver det i alt 14 point og et komfortabelt spring på 10 point ned til dagens samlede 2. plads. Der ligger en anden Roskilde Fjord–sejler, Claus Høj Jensen med 24 point efter de tre sejladser. 3. pladsen tager Søren Wissing fra Brejning med 30 point.
Svært at lægge baner
Den skiftende vind gav også en del arbejde for dommerbåden. ”Baneledelsen har kæmpet bravt for at få de bedst mulige sejladser, men med vindspring på 90 grader var det ikke nogen let opgave,” sagde stævneleder Morten Fjerbæk fra Horsens Sejlklub torsdag eftermiddag.
Protestkomiteen blev der ikke brug for på den første dag, men man blev nødt til at tage en omstart i 2. sejlads, da der var hele fem sorte flag efter skuddet var gået.
Fra den 7. til den 11. juli bliver der sejlet DM for H-både på Horsens Fjord. Det er Horsens Sejlklub, der i samarbejde med sponsorerene Pantaenius, Horsens Yachtværft, Nanni Diesel, Palby Marine, Columbus Marine, Høj Jensen Sails, North Sails, Havneservice og Horsens Marine, står for arrangementet.
Link til resultater