Ullman Sails kører igen
Det nye selskab, Ullman Sails Denmark, har overtaget rettighederne til at sælge Ullman sejl i Danmark. Ejerkredsen bag firmaet er Lars Bo Poulsen, Lars Thomsen og Jesper Davidsen.
Ullman Sails Denmark er en del af den internationale kæde af Ullman Sails sejllofter og har dermed adgang til store produktionsfaciliteter i Kina, Sydafrika og hos andre Ullman Sails sejllofter.
"Samtidig betyder samarbejdet i Ullman Sails at vi udveksler sejldesigns, viden og erfaringer med en række erfarne sejlmagere og sejlere, hvorved vi konstant får nye input og feedback, der er med til at sikre den højest mulige kvalitet og performance af de sejl vi laver," siger Jesper Davidsen, der selv er J-80 sejler.
Lars Bo har været sejlmager og sejldesigner i mange år og er tidligere i år blevet udnævnt til en af kun tre chefsejldesignere i Ullman Sails International gruppen.
"Det betyder at vi har meget tæt samarbejde med stifteren af Ullman Sails, Dave Ullman, som er en meget aktiv sejler og sejldesigner. Vi er i fuld gang med at finde lokaler og faciliteter til salg og service. De manglende lokaler har dog ingen betydning for salg og produktion af nye sejl, da de alle skal laves i områder med lave produktionsomkostninger, og disse faciliteter er på plads, siger Jeper Davidsen.
"Vi har fået de første sejl hjem. Sejlene er designet og specificeret til mindste detalje når det sendes afsted til produktion, så der ikke er spor tvivl om hvad der skal laves og hvordan det endelige resultat skal være," fortæller Jesper Davidsen.