Gå til hoved-indhold
Ida Marie Baad Nielsen og Marie Olsen har gode chancer i 420 jollen.Kapsejlads
Ida Marie Baad Nielsen og Marie Olsen har gode chancer i 420 jollen.

Istanbul - here we come

I Istanbul, Tyrkiet, er verdens bedste ungdomssejlere er samlet for at afgøre, hvem der er bedst i seks forskellige bådklasser – og Danmark er repræsenteret i dem alle.

 

 

 

Af Troels Lykke |

De unge danskere har været på tyrkisk grund siden onsdag, hvor tiden er gået med at lære de udleverede både at kende og rigge til, træne og sejle ’practice race’.

Sidstnævnte blev afviklet i dag, og gik rigtig fint set med danske øjne. 29eren med Kristian Kirketerp Ibsen og Mathias Lehm blev treer, mens SL 16 blev vundet af de danske tvillingebrødre Daniel og Nicolaj Bjørnholt. Også drengene i 420eren, Balder Tobiassen og Magnus Johansen, har haft et fornuftigt møde med vandet, skriver Sejlunionen.

Dugfriske forberedelser

420eren burde også komme til VM med båden fuld af selvtillid. De to gutter har nemlig vundet stævnet Travemünde Woche med over 70 deltagende både tidligere på ugen.

Et flot og dugfriskt resultat kommer også pigerne Ida Marie Baad Nielsen og Marie Olsen med. Inden afrejse til Tyrkiet var de til EM – godt nok i 29er-klassen, hvorimod de stiller op i 420eren til Ungdoms-VM.

Ikke desto mindre endte de to piger som bedste pige-besætning og desuden bedste junior-besætning på en samlet tredjeplads i 29eren, som er en mix-klasse og uden aldersbegrænsning.

Bedre end sidste år

Det er ikke kun i bådene, danskerne har haft lovende optakter. Windsurferne Lærke Buhl-Hansen og Sebastian Fleisher har været et smut til Junior Europa Mesterskab (JEM), hvor Lærke endte på en fjerdeplads hos pigerne, og Sebastian tog sig af 13. pladsen hos drengene.

Derfor ser træner Jan Christiansen også frem til VM med stor optimisme.

”Sidste år fik vi en nationsplacering som nummer ni. Men jeg tror på et bedre resultat denne gang. Vi har et rigtig homogent hold, alle er klar, alle er glade og glæder sig,” lyder det fra Jan Christiansen.

Mulighed for medalje

En af de sejlere, han sætter sin lid til i medaljesammenhæng er Stig Steinfurth, som stiller op i Laser Radial, og som også kommer til stævnet med høje forventninger til sig selv.

”Mit overordnede mål er altid at vinde, og jeg tror på, at der er en realistisk mulighed for det. Men jeg vil også være tilfreds med en placering inden for top ti, for der er rigtig mange gode sejlere med, men jeg kan slå dem alle. De kan selvfølgelig også slå mig,” lyder det grinende fra Stig Steinfurth.

Helt vildt

Kristian Kirketerp Ibsen og Mathias Lehm i 29eren deltager i U-VM for første gang, og selvom de er fokuserede på et godt resultat, er de også spændte på, hvordan det bliver at komme til et stævne, hvor alt bliver klaret for dem, og hvor de bare skal koncentrere sig om at sejle.

”Vi skulle gerne lave en top tre, men vi skal normlt lige i gang den første dag. Vi skal sørge for masser af stabile placeringer, det er vigtigt, så vi skal ikke ud og tage de store chancer. Men bortset fra det er det jo helt vildt at skulle med til U-VM. Jeg glæder mig til hele oplevelsen; se havnen og finde ud af, hvordan det er at sejle U-VM,” siger Kristian Kirketerp Ibsen.

De danske besætninger:

Laser Radial (dreng): Stig Steinfurth (Fredericia Sejlklub)

Laser Radial (pige): Annette Lundø (Horsens Sejlkub)

420 (dreng): Balder Tobiassen og Magnus Johansen (Kerteminde Sejlklub)

420 (pige): Ida Marie Baad Nielsen og Marie Olsen (begge Århus Sejlklub)

SL 16: Daniel og Nicolaj Bjørnholt (Middelfart Sejlklub)

RS:X (dreng): Sebastian Fleisher (KDY)

RS:X (pige) Lærke Buhl-Hansen (Århus Sejlklub)

29er: Kristian Kirketerp Ibsen og Mathias Lehm (begge Århus Sejlklub)

content-loader
content-loader
content-loader