Gå til hoved-indhold
Kapsejlads

29ere Lehm og Kirketerp forstår ikke disk

Jury gider ikke se på dansk video af 29er-situation under U-VM i Tyrkiet. Se stillingen i seks klasser med danskere.

Af Troels Lykke |

I Tyrkiet er VM også i gang. Fremtidens håbefulde sejlere konkurrerer i otte forskellige bådklasser om at kunne kalde sig ungdomsverdensmester, og dag to var ikke helt god set med danske briller.

Den lette vind betød mange timer på den gloende varme havn i Istanbul, og det passede ikke de danske besætninger ret godt først at blive sendt på vandet klokken 16.30.

Noget af tiden blev dog brugt på at forsøge at få genoptaget 29ernes protestsag fra i går, hvor de blev diskvalificeret og fik frataget førstepladsen i første sejlads for at ramme en italiensk båd ved startlinjen. Men juryen var ikke modtagelig for de nye videobeviser, danskerne fremlagde.

”Selvfølgelig gik det os lidt på. Vi startede VM med en god sejlads, og så bliver vi diskvalificeret på et grundlag, vi ikke helt forstår. Det kom bag på os, men det var ikke det, der påvirkede dagen i dag for os,” fortæller denne ene del af 29er-besætningen, Mathias Lehm.

Ventetiden påvirker negativt

Han og makkeren Kristian Kirketerp lavede nemlig en ottende- og en førsteplads, men helt tilfredse er de to unge herrer alligevel ikke.

”Den lange ventetid påvirkede os en del. Vi havde efterhånden indstillet os mentalt på, at vi ikke skulle sejle, så det var lidt hårdt pludselig at skulle omstille sig igen. Derfor var vores første sejlads lidt stresset,” forklarer Mathias Lehm, som dog endnu ikke vil afskrive en placering blandt de tre bedste.

Favoritter falder tilbage

Udover 29eren var også Laser Radial en af de klasser, der var store forventninger til inden VM. Men hverken Annette Lundø og Stig Steinfurth havde deres bedste dag, og begge endte et godt stykke nede i feltet.

Lærke Bul-Hansen i RS:X havde en nogenlunde dag med to sjettepladser, men dumpede alligevel et par placeringer ned på den samlede resultatliste, ligesom Sebastian Fleischer gjorde det hos drengene.

Tirsdag er hviledag ved U-VM, og der vil danskerne bruge lidt af tiden på en arrangeret tur til nogle af Istanbuls seværdigheder.

Samlede danske resultater efter Dag 2 U-VM:

Laser Radial (dreng): 43 - Stig Steinfurth (Fredericia Sejlklub), 106 p.

Laser Radial (pige): 34 - Annette Lundø (Horsens Sejlklub), 85 p.

420 (dreng): 16 - Balder Tobiassen og Magnus Johansen (Kerteminde Sejlklub), 49 p.

420 (pige): 24 - Ida Marie Baad Nielsen og Marie Olsen (begge Århus Sejlklub), 65 p.

SL 16: 2 - Daniel og Nicolaj Bjørnholt (Middelfart Sejlklub), 10 p.

RS:X (dreng): 15 - Sebastian Fleisher (KDY), 60 p.

RS:X (pige): 5 - Lærke Buhl-Hansen (Århus Sejlklub), 19 p.

29er: 7 - Kristian Kirketerp Ibsen og Mathias Lehm (begge Århus Sejlklub), 26 p.

content-loader
content-loader
content-loader