Alberte sejlet ned af portugiser ved VM
VM i Laser Radial i skotske Largs har været i vanskelige vindforhold, men alle fem danske både er med, når der i dag sejles ’guld-sejladser’. Alberte bedst på 27. plads.
Først var der vind, og så var der ingen vind. Da Laser Radial kvinderne lørdag middag sejlede ud for at tage hul på andendagen ved VM i skotske Largs, foregik det under særdeles skiftende forhold.
På vej ud på banen, hvor to sejladser skulle gennemføres, var der udmærkede vindforhold med ca. otte sekundmeter. Men da sejlerne nåede bestemmelsesstedet lagde vinden sig pludselig fuldstændig, og bådene måtte derfor ligge i vandet mere end en time, mens banen blev flyttet på kryds og tværs, skriver Sejlunionen.
Sejlet ned
Der blev dog gennemført to sejladser, hvor Alberte Holm Lindberg holdt sig inden for top ti med blandt andet en niendeplads. Samme placering opnåede Sarah Gunni også i en af sejladserne, mens både Anne Marie Rindom og Cathrine Hall kunne skrive nummer 15 ud for hver deres sejlads.
I øvrigt måtte Alberte Holm Lindberg finde sig i at blive sejlet ned af en portugisisk båd, hvorved hendes egen båd gik en smule i stykker, men da hun endte på en plads som nummer 35, besluttede den danske lejr ikke at bruge energi på en protest.
Syv timer inden første sejlads
Søndagen bød på nogenlunde samme forhold. Sejlerne var på havnen fra klokken 10, men de kom først i gang med at sejle klokken 17. Forinden havde der ifølge arrangørerne været for meget vind, men da første sejlads gik i gang, havde vinden atter lagt sig, så det blot blæste omkring fire sekundmeter.
Det var bestemt ikke til danskernes fordel. Godt nok kom både Alberte Holm Lindberg og anne Marie Rindom nogenlunde fra start og lå godt til i begyndelsen, men specielt Alberte Holm Lindberg gik helt ned til sidst og endte langt nede i feltet.
Kæmpede med næb og kløer
Anden sejlads blev også sat i gang, men blev aflyst igen på grund af for lidt vind.
”Alle fem piger kæmpede med alt, hvad de havde, så de er selvfølgelig trætte af, at dagen gik, som den gjorde. Men heldigvis har vi alle med, når der fra i morgen sejles ’guld-sejladser’,” siger træner Ditte Juul og hentyder til, at dagen i dag var sidste dag med indledende sejladser.
Samlede danske resultater efter Dag 3 - Laser Radial:
27. Alberte Holm Lindberg (Aabenraa Sejl Club/Fredericia Sejlklub) – 54 p.
38. Anne Marie Rindom (Horsens Sejlklub) – 69 p.
42. Cathrine Hall (KDY) – 73 p.
49. Sarah Gunni (Skovshoved Sejlklub/KDY) – 83 p.
50. Maiken Schütt (Horsens Sejlklub/KDY) – 83 p.