Gå til hoved-indhold
Arkivfoto af SL 16erKapsejlads
Arkivfoto af SL 16er

Danske SL 16-sejlere i front i Tyrkiet

Daniel og Nicolaj Bjørnholt fra Middelfart Sejlklub fører U-VM i Istanbul. 29ere var i protestlokalet uden held.

Af Troels Lykke |

De har set frem til det med spænding, de unge danske sejlere: U-VM i tyrkiske Istanbul, som begyndte i dag.

Og for Lærke Buhl-Hansen i disciplinen RS:X (windsurf) gik det rigtig godt, for hun hentede en anden- og en femteplads i dagens to sejladser i de meget ustabile og lette vindforhold, skriver Sejlunionen.

Windsurfere med selvtillid

Hun er da også kommet til verdensmesterskaberne med en god portion selvtillid, efter hun for kort tid siden fik en samlet fjerdeplads ved europamesterskaberne for juniorer.

Hendes kollega i drengenes RS:X, Sebastian Fleischer er ligeledes kommet ganske fornuftigt i gang i Tyrkiet.

Også han kom med en portion selvtillid efter en 13. plads ved samme europamesterskab, hvilket han formåede at overføre til havet i Tyrkiet med blandt andet en syvendeplads i dag.

Sebastian Fleischer havde i dagene op mod U-VM haft en mindre skade i foden, men den mærkede han intet til under dagens sejladser.

29ere i protestlokalet

Hos 29erne Kristian Kirketerp og Mathias Lehm har det været en blandet dag.

De kæmpede sig nemlig til en førsteplads i dagens første sejlads, men en mindre kollision med den italienske besætning ved startlinjen betød, at sagen efterfølgende skulle afgøres i protestlokalet, og det faldt ikke ud til dansk fordel.

Dermed blev de diskvalificeret, men den danske lejr har endnu ikke opgivet håbet om at få førstepladsen fra den sejlads tilbage.

”Vi har noget videomateriale, som, vi mener, viser, at Kristian og Mathias ikke gør noget forkert i situationen, så derfor har vi et håb om måske at få genåbnet sagen i morgen,” lyder det fra træner Jan Christiansen.

Førsteplads til katamaran

I katamaran-klassen SL16 er den danske besætning med tvillingerne Daniel og Nicolaj Bjørnholt til gengæld kommet overordentligt fornemt i gang. De ligger nemlig nummer et efter en tredje- og en førsteplads i dagens to sejladser.

Lidt tungere var det for blandt andre Laser Radial-sejleren Stig Steinfurth, som fik en skidt start i sin første sejlads og endte som nummer 49, mens Annette Lundø i pigernes Laser Radial havde samme oplevelse i sin anden sejlads og kom ind sommer nummer 43.

”De er begge to lidt trætte af de fejl, de laver på vandet i dag. Men de er ved godt mod, og de har ikke tænkt sig at give op,” fortæller træner Jan Christiansen.

Samlede danske resultater efter Dag 1:

Laser Radial (dreng): 36 - Stig Steinfurth (Fredericia Sejlklub), 68 p.

Laser Radial (pige): 32 - Annette Lundø (Horsens Sejlklub), 58 p.

420 (dreng): 16 - Balder Tobiassen og Magnus Johansen (Kerteminde Sejlklub), 32 p.

420 (pige): 20 - Ida Marie Baad Nielsen og Marie Olsen (begge Århus Sejlklub), 42 p.

SL 16: 1 - Daniel og Nicolaj Bjørnholt (Middelfart Sejlklub), 4 p.

RS:X (dreng): 10 - Sebastian Fleisher (KDY), 20 p.

RS:X (pige): 3 - Lærke Buhl-Hansen (Århus Sejlklub), 7 p.

29er: 12 - Kristian Kirketerp Ibsen og Mathias Lehm (begge Århus Sejlklub), 36 p.

content-loader
content-loader
content-loader