Danskere køber polske sejl
Polsk håndværk i dansk design er konceptet hos Christian Rasmussen Sejl. Kvalitet, service og pris får mange til at glemme finanskrisen
Det fortæller han til Minbaad.dk, da vi besøger ham på hans lille serviceloft og kontor i Hellerup.
"Jeg omsætter mere nu, især siden december 2009. Det synes jeg er flot, når jeg er startet op i finanskrisen", siger 41-årige Christian Rasmussen.
Bestillingerne omfatter både tur- og kapsejl. Og senest er solsejl kommet til.
Du er ikke udlært sejlmager?
"Jeg er selvlært. Men i forhold til mange andre kan jeg målbart gå ind og se på et sejl, om det er et godt eller dårligt sejl, og hvad der skal rettes, og hvad der skal åbnes og lukkes".
"Eksempelvis udviklede jeg som landstræner for de russiske Ynglinge-piger tolv storsejl på halvandet år med små ændringer, hvor jeg ændrede mastekurver og indtag".
"Ud fra de erfaringer, så véd jeg rigtig meget om sejl".
Polsk skibsingeniør
"Jeg designer sejlene i samarbejde med Vector Sails i Polen og leverer sejlene med mit eget logo. Min samarbejdspartner hos Vector Sails hedder Jarek Gorski, og han er skibsingenør og tidligere Finn-Jolle-sejler".

