Gå til hoved-indhold
Fra 5,50 til otte kroner er en portostigning på omtrent 30 procent.Sejlklubber
Fra 5,50 til otte kroner er en portostigning på omtrent 30 procent.

Portoforhøjelse, døden for klubbladet

Først forsvandt portostøtten og nu skruer PostDanmark op for prisen. I forvejen vejer udgivelsen af et medlemsblad tungt på klubbernes budget. Minbaad.dk taler med klubber, DS og eksperter.

Af katrine bertelsen |

Snart stiger portoen fra 5,50 kr til 8 kr., og omkostninger på 60-70.000 kr årligt for et klubblad er ikke unormalt. Det er et demokratisk problem siger medieforsker Preben Sepstrup.

Minbaad.dk har talt med forskellige klubber, for at høre, hvad det kommer til at betyde for for klubbladenes fremtid.

Vi er kun på nettet

I Århus Sejlklub har man fravalgt klubbladet, til fordel for nettet og en årlig publikation.

Per Risvang, formand for Århus Sejlklub siger.
”Vi har ikke haft et klubblad i årevis. Vi udsender en årspublikation, som medlemmerne kan hente på klubkontoret. Årspublikationen samler sæsonen op, og henvender sig til både medlemmer, kommunen og virksomheder i lokalområdet. Meddelelser til medlemmerne om daglige ting, får de på klubbens hjemmeside.”

Per Risvang stiller spørgsmålstegn ved indholdet af klubbladene.
”Langt det meste du kan læse i bladene er informationer, man lige så godt kan hente på nettet.”

Portostøtten blev i sin tid givet til trykte medier, også de små klubblade fik penge derfra. Da portostøtten forsvandt, blev ca. 400 fagblade nedlagt eller eksisterer  nu kun som netudgave. Det nye medieforlig, der arbejdes på i øjeblikket, skulle gerne fordele pengene, så der også kommer lidt til de elektroniske medier.

Et demokratisk problem

Preben Sepstrup, medieforsker og ekstern lektor ved Århus Universitet er ikke glad.
”Der kommer til at ske grimme ting for de små blade. Vi er helt nede ved demokratiets rødder,” siger han, ”det kan være ligemeget om det er menighedsbladet i Malling eller sejlklubbens blad. Det er et demokratisk problem, at politikerne fokuserer på de traditionelle medier, som radio/tv, dagblade og de store fagblade.”

Han håber at medieforliget udmønter sig i flere penge til netbaserede medier.

Vi beholder bladet

Kaløvig Bådelaug udsender et klubblad to gange årligt, 1000 eksemplarer pr gang. Bent Normann Andersen, formand for Kaløvig Bådelaug siger.
”Mange af vores ældre medlemmer har ikke netadgang, og det er eneste kontakt til klubben. Vi kunne miste måske op til ti procent af medlemmerne, og det vil vi ikke risikere.”

Ikke desto mindre har klubben diskuteret det i 2-3 år, og Bent Normann Andersen konkluderer med et smil, at det ender med brevduer.

Tag hensyn til medlemssammensætningen

Dan Ibsen fra Dansk Sejlunion siger til minbaad.dk.
”Portoforhøjelsen kommer til at betyde at flere klubber nedlægger deres blade, og går over til elektronisk kommunikation.”

Han mener ikke at det nødvendigvis kommer til at gå ud over dialogen med medlemmerne, men at hver klub skal kigge på medlemssammensætningen, og tage det op på en generalforsamling.

Nogle klubber har mange ældre medlemmer, og det skal der tages hensyn til. Men ca. 90% af befolkningen eller derover har netadgang, de resterende 10% er hovedsagligt ældre, og det skal tages med i overvejelserne.

Bladet er vigtigt for KDY

I KDY er situationen en anden. Klubben bruger 4-500.000 kr årligt på klubbladet og en årspublikation. Morten Lorenzen, direktør i KDY siger, at de løbende har overvejelser om de har råd.

”Vi vurderer, at det er vigtigt for os med et medlemsblad. Vi få lidt støtte fra biblioteksstyrelsen, men den kilde er nok snart tørret ind. Vi har til alt held sponsorer, men vi overvejer at udkomme med et nummer mindre om året. Vi har ikke planer om kun at udkomme elektronisk.”

Vi overvejer

I Hellerup Sejlklub har problemet med størrelsen på portoudgifterne været et fast punkt på bestyrelsesmøderne. I 2010 er der brugt ca. 60.000 kr til klubblad: Trykkeriomkostninger og porto. Århus-modellen med et netbaseret medie suppleret med en årlig publikaton overvejes i øjeblikket.

Hvad kommer der ske i din klub?

Har du et bud på fremtidens kommunikation med medlemmerne, så skriv en kommentar eller skriv direkte til katrine@minbaad.dk og giv din mening til kende.

content-loader
content-loader
content-loader