Folkebåds-sejlere kan også sejle med spiler
Det blev konstateret ved Koldings klubmesterskab, hvor ni hold fightede i Match 28ere. Folkebåds-sejler Heines Nielsen vandt. Sejler fik bom i hovedet under diskussion.
Ni besætninger stillede op til start, til lejligheden havde Kolding Sejlklub suppleret flåden med yderligere to Match 28 hos Match Racing Denmark, således at der kunne sejles i fire ens både, fortæller Vagn Olsen til minbaad.dk.
Kravet for deltagelse var at besætningen stillede med minimum en junior under 15 år. Ideen var at klubbens aktive kapsejlere kunne mødes på tværs – uanset hvilken båd de normalt sejler i, og ikke mindst få en bedre kontakt til juniorafdelingen.
Der blev sejlet 9 sejladser af ca. 20 min., de besætninger der ikke kapsejlede havde således tjansen som dommer og jurybåd. Protester blev således afklaret på vandet som vi kender det fra Match race.
Sejladserne blev fulgt af de oversiddende fra en ”base”båd og der blev virkeligt gået til stålet, hvilket Banzai sejleren Peter Hougaard med en flænge i hoved gerne vil skrive under på.
Gemte at dukke sig i bomning
I en mærkerunding hvor han var i voldsom diskussion med en anden båd omkring plads ved mærket ”glemte” han at dukke sig i en bomning, dette resulterede i en kraftig flænge i hovedet og et senere skadestuebesøg.
Folkebådssejlerne i Kolding kan faktisk godt sejle med spiler må selv konstruktørparret af blandt andet Match 28 Jesper Skouenborg og Tage Jensen skrive under på, idet det blev dette års nr. 2 og sidste års danmarksmester i Folkebåd Heines Nielsen, der blev klubmester i en meget tæt og spændende konkurrence, fortæller Vagn Olsen.
Vinderne
1 Heines Nielsen 4 point
2 Jesper Skouenborg 6 point
3 Carsten Lauridsen 7 point
4 Vagn Olsen 7 point
5 Chr. Thomsen 9 point