AC-sejlads udskudt nogle timer - ny bane i dag
Vi har netop talt med Alinghis danske designer Michael Richelsen, der er på vandet ud for Valencia. Læs lyninterview. Se også video. Intentioner om at sejle 16.25 med 13 sømil opkryds (kl 16.13)
'Alinghi 5' tabte første dyst i fredags mod BMW Oracle Racings 'USA' og taber Alinghi i dag så er BMW Oracle Racing vindere af den 33. America's Cup.
Og i dag skal der sejles, er planen.
Men dommerbåden med kiwien Harold Bennett er endnu ikke taget på vandet, forklarer 54-årige Michael Richelsen, der kommer fra Hornbæk, men har været involveret i America's Cup siden 2003 med America's Cup-vinderne Alinghi.
Til minbaad.dk siger Michael Richelsen klokken 10.05 i dag:
"Vi er ude på vandet, men vi starter nok midt på dagen, det er samme vindretning, som i første sejlads med vinden i kurs 180 og i dag skal vi sejle på en trekantsbane."
Hvad har I lavet af ændringer til i dag på Alinghi 5?
Richelsen griner let.
"Det kan jeg ikke komme ind på, men der er sket mindre ting."
Det er ikke alt du kan fortælle os?
"Nej," siger danskeren.
Hvordan tog I det på Alinghi efter første sejlads, hvor I tabte til 'USA' med 15 minutter?
"Vi var meget skuffet efter første sejlads, vi har fået talt en del om det, men i dag giver vi alt hvad vi har for at vinde," siger Richelsen, der er en af 15 designere på Alinghi's hold.
Richelsen, der også er ansat hos North Sails, tager sig af VVP-beregningerne hos Alinghi.
Følg sejladsen live her