Benhårdt team vandt DM for Albin Express
Bertel Mollerup fra Sønderborg blev ny danmarksmester i Albin Express. Han havde taget sidste års klassevindere som gaster.
15 danske og 2 tyske besætninger stillede til start i det måske stærkeste felt nogensinde. Der var kamp til stregen og efter førstedagen lå 7 både inden for 6 point, så alt kunne ske. Lørdag var Bertel Mollerup og Matti Lintunen dog en for stor mundfuld for resten af feltet og vandt DM med en meget stabil serie.
Sejt hold
Matti Lintunen solgte sidste år sin båd til Bertel Mollerup lige efter at have vundet klassemesterskabet 2009 i Horsens. En af aftalerne omkring salget var, at de sammen skulle sejle DM 2010. Det gjorde de denne weekend i Bogense, og sammen genvandt de titlen. Denne gang som officiel Danmarksmester under Dansk Sejlunion.
Først i sidste sejlads blev sølvet placeret, da Morten Arndal fra Horsens vandt denne sejlads og dermed henviste H.C. Erbs til 3. pladsen.
Sejladserne blev gennemført i let til jævn vind ud for Bogense. Fredag i let vind og sol og lørdag i let til jævn vind, krappe søer og regnbyger. Ialt 17 både deltog i stævnet.
De første pladser gik til:
1. DEN 654 - Bertel Mollerup (11 point)
2. DEN 225 - Morten Arndal (16 point)
3. DEN 271 - Hans Chr. Erbs (20 point)
Du kan se den samlede resultatliste her:
www.bs-sejlerskolen.dk
Og du kan se flere billeder her:
www.bs-sejlerskolen.dk