Dansk 420-jolle-erfaring er en by i Rusland
Det konstaterer Ida Marie Baad Nielsen og Marie Olsen på en 23. plads ved U-VM i Tyrkiet. Bjørnholt-brødre i SL16 er eneste danske i top tre.
Der blæste andre positive vinde over de danske sejlere ved U-VM i Tyrkiet end der har gjort de andre dage. De fleste danske besætninger har nemlig måttet konstatere, at den lette vind de foregående dage ikke har været til deres fordel.
Kvikke Annette rettede hurtigst fejl
Dagen i dag bød til gengæld på en kraftigere vind, og det kom især Laser Radial-sejlerne til gode. Stig Steinfurth sejlede sig således ti pladser op i det samlede klassement, og det samme gjorde Annette Lundø – blandt andet via en fjerdeplads i dag.
”Jeg var ret frustreret i går, fordi vi ikke fik gjort vores sejlads færdig, så det var fedt at komme på vandet i dag. Og i den første sejlads gjorde jeg det godt, blandt andet fordi jeg på et tidspunkt i sejladsen opdager, at alle sejlerne på vores bane er på vej mod mærkerne på en anden bane. Det retter jeg op på som den første og kommer i mål som nummer fire,” fortæller Annette Lundø.
Kan ikke være negativ
Hun er dog alligevel ikke helt tilfreds med sin samlede indsats under stævnet, men der er heldigvis noget, der opvejer de manglede resultater på vandet.
”Det har været en enorm oplevelse at være med til U-VM. Specielt det sociale, for alle snakker med alle. Normalt til stævner snakker man kun med folk fra sit eget land, men sådan er det ikke her. Det har været så spændende at høre folk fra Australien og Jamaica fortælle, hvordan de bor og den slags. Så kan man ikke gå og være negativ over sine egne dårlige resultater,” siger Annette Lundø.
Podiepladser i sigte
Også hos windsurfere har det været en positiv dag. Sebastian Fleischer beholdt sin 13. plads med en syvende- og en 14. plads, mens Lærke Buhl-Hansen sejlede sig tættere på podiet med en syvende- og en tredjeplads.
Desværre bliver der sandsynligvis kun sejlet en enkelt sejlads i alle bådklasser i morgen, som er sidste dag ved U-VM, og derfor kan de fem point op til den samlede tredjeplads blive svær at nå.
Til gengæld skulle det gerne give en medalje til Bjørnholt-brødrene, som godt nok måtte se sig henvist til andenpladsen efter dagens tre sejladser, men meget skal gå galt, hvis ikke de ender på en af podiepladserne.
Svært at vende bøtten
Ida Marie Baad Nielsen og Marie Olsen har haft et svært VM, eftersom de har stillet op i en uvant båd for dem, nemlig 420, hvor de normalt sejler 29er.
Ikke desto mindre lavede de et par fornuftige placeringer i dag, og de sejlede sig tre pladser frem i den samlede stilling, mens deres kollegaer på drengesiden, Balder Tobiassen og Magnus Johansen røg fire pladser tilbage.
”Det har været svært for flere af sejlerne at rejse sig, selvom vinden i dag har passet os bedre end de tidligere dage. Men det er svært at vende bøtten, når det ikke er gået så godt indtil nu, og selvom nogle af besætningerne avancerede i dag, er det ikke noget, der kan bruges i den samlede stilling,” lyder dagens konklusion fra træner Jan Christiansen.
Samlede danske resultater efter Dag 4 – U-VM:
Laser Radial (dreng): 26 - Stig Steinfurth (Fredericia Sejlklub), 142 p.
Laser Radial (pige): 24 - Annette Lundø (Horsens Sejlklub), 103 p.
420 (dreng): 15 - Balder Tobiassen og Magnus Johansen (Kerteminde Sejlklub), 65 p.
420 (pige): 23 - Ida Marie Baad Nielsen og Marie Olsen (begge Århus Sejlklub), 99 p.
SL 16: 2 - Daniel og Nicolaj Bjørnholt (Middelfart Sejlklub), 29 p.
RS:X (dreng): 13 - Sebastian Fleisher (KDY), 65 p.
RS:X (pige): 4 - Lærke Buhl-Hansen (Århus Sejlklub), 24 p.
29er: 6 - Kristian Kirketerp Ibsen og Mathias Lehm (begge Århus Sejlklub), 64 p