Yngling: Træning på Arresø frem til U-EM/VM
Efter søndagens udtagelsesstævne på Arresø for Yngling, tilbød kapsejladschef fra Arresø Sejlklub, John Bukdahl, gratis ophold til Ynglinge på Arresø Havn.
Alle ynglingesejlere kan fra nu af, og frem til EM/VM i Holland, have deres båd liggende gratis i Arresø Havn.
Arresø er ideel til VM træning, da forholdene minder meget om dem, der skal sejles under VM i Holland. Yderligere har dommer Bo Reker Andersen tilbudt, at stå for en træningsdag på Arresø med video m.m.
Mange danske både til ungdoms EM
På nuværende tidspunkt er 17 både tilmeldt Ungdoms-EM for Yngling d. 14. –17. juli i Lelystad, Holland, heraf seks danske både.
I dagene derefter, d. 15.-23. juli afholdes åbent VM for Yngling, hvor Jørgen Ring med besætning er tilmeldt som eneste danske båd.
Frygt for fiasko på Arresø
Både arrangører og deltagere frygtede, at udtagelses-stævnet på Arresø ville ende i total fiasko. Derfor var alle lettede da søndagsvejret bød på noget svagere vind end om lørdagen.
Der blev afviklet fire sejladser. Sejlerne fik at mærke på egen krop, hvor udfordrende Arresø er at sejle på. Sporadiske vindspring på op mod 20 grader samt det lidt tungere ferskvand.
De tunge drenge i DEN-202 sejlede helt suverænt i den friske luft og lavede prikker i alle fire sejladser.
Vindere af ALTRAPLAN Cup på Arresø blev:
1. DEN 202 med Anders Gotschalk, Jonas Nittegaard og Henrik Brendstrup
2. DEN 111 med Jørgen Ring, Benjamin de Leeuw og Amalie Hallager
3. DEN 191 med Frederik Zafiryadis, Lars-Peter Rosendahl og Hans-Christian Rosendahl
Mikkel Winston i DEN-203 vandt Stelton-Ranglisten 09/10.
Dansk Ynglingeklub takker
DYK vil gerne på egne og sejlernes vegne sige stor tak til Arresø Sejlklubs juniorafdeling for at løfte opgaven som stævnearrangør til ”UG med kryds og slange”.