Ny deltagerrekord i 11. Sail Extreme
706 sejlere fra 13 nationer er klar til jollesejlads i Kerteminde, hvor der samtidig sejles Big Boat Challenge. De to stævner er det tætteste Danmark kommer på den berømte Kielerugen.
Pinsen nærmer sig og Nordens største sejlsportsbegivenhed står for døren! Kerteminde bliver den 21. – 23. maj invaderet af entusiastiske sejlere i alle aldre og i år også fra mange forskellige nationer.
"I skrivende stund er der 669 tilmeldinger fordelt på 622 joller, 9 teamrace og 38 følgebåde. Hvilket giver 706 sejlere fra 13 forskellige nationer med i alt 133 fra udlandet fordelt på 9 nationer (Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Belgien, Kroatien, USA, Australien, Myanmar)," oplyser stævneleder Flemming Kold.
Han kan med glæde kan konstatere at kendskabet til Sail Extreme har bredt sig ud i den store verden.
Stævneleder Flemming Kold er glad for de 622 tilmeldte joller fordelt på 15 forskellige jolleklasser, hvor optimistklassen sædvanligvis er størst med 320 tilmeldte sejlere.
Sail Extreme har i år udvidet kapsejladsområdet med en syvende bane efter, at Formula surferne også meldte deres ankomst, og det betyder, at Sail Extreme bliver større end nogensinde.
200 campister
På landsiden betyder det omkring 200 campingenheder, dvs. både campingvogne og telte, så der bliver fyldt godt op på alle de store arealer omkring Kerteminde Marina.
For nogle jolleklasser er Sail Extreme mere end ren sejlglæde, der er mere på spil, for det er 2. udtagelse til VM, EM og NM for optimistklassen og Eurocup stævne for Zoom8.
Men for alle gælder det, at Sail Extreme er en fantastisk sejlsportsbegivenhed, hvor hyggen er i højsædet lige så vel som mødet med sejlerkammerater både fra indland og udland.
Starmaker
Ved Sail Extreme er der samtidig premiere på et nyt koncept, nemlig ”Starmaker”, der er skabt af sejlunionerne i Danmark, Sverige og Polen.
Starmaker er et træningssamarbejde for de bedste ungdomssejlere i de tre lande og første træningssamling finder sted i denne uge i Kerteminde, slutter fredag, hvorefter sejlerne gør sig klar til Sail Extreme.
Træningen varetages af tidligere OL sejler Jonas Kældsø.
180 frivillige hjælpere til Sail Extreme
Arrangøren Sail Event Kerteminde Sejlklub er naturligvis afhængige af en del frivillige hjælpere til så stort et arrangement.
På vandsiden er 133 personer, og et hav af gummibåde, engageret til at afvikle sejladser på syv baner. Når man står for rekruttering af hjælpere til Sail Extreme, skal man have nerver af stål, for ofte falder den endelige bemandingsplan først på plads mindre end en uge før stævnet begynder.
På landsiden, d.v.s. i sejladsbureau ,registrering/servicebureau og cafételt, er omkring 50 frivillige i gang med at sørge for registrering, formidling af resultater, præmier, præmieoverrækkelse og ikke mindst fuld forplejning til næsten 200 personer.
Lørdag aften er der grill party for alle sejlere og familier og her forventes det, at 700 personer skal bespises med grill selv og salatbar.
Byens handlende rykker ned på havnen!
Sail Extreme teltet (Café) er ikke kun åben for sejlere og deres familier, men naturligvis for hele byen. Her kan der købes kaffe, kage, fadøl, vin og lidt at spise.
Der bliver hygge, action og masser at se på for byens borgere. Især hvis man går en tur forbi, mens sejlerne begynder at ”sive” på vandet. Mange forestiller sig ét stort kaos, når de 600 joller skal søsættes til start kl. 11.00.
"Utroligt nok plejer det at gå ganske stille og roligt med A optimisterne først og de voksne og deres hurtigsejlende joller som de sidste. Det største problem er faktisk at komme af med de 600 jollevogne, så de ikke fylder det hele på pladsen," forklarer Flemming Kold.
På havnepromenaden bliver der også mulighed for at gøre en god handel, da nogle af byens handlende rykker ned til sejlerne, deres familier og alle interesserede.
De handlende vil stå i første parket helt ud til havnepromenaden, så det bliver en hel lille gågade.
Sail Extreme går i luften!
Sail Extreme går i luften og bliver i år dækket af både helikopter og fuldtidsfotograf.
Det giver folk på land nogle fantastiske billeder, der bliver lagt på hjemmesiden, så følg med i nyheder, der løbende bliver bragt på sailextreme.dk
"For Sail Event gruppen (består af 15 sejlsportsentusiaster) er det en meget spændende og meget intens weekend, hvor 10 måneders forberedelse drønes af på 60 timer," siger Flemming Kold.