Dragernes America’s Cup i Skovshoved
Jens Christensen, Kim Andersen og Andy Bagger skal på fredag forsvare Marblehead Trophy i Dragernes udfordringsdyst. 11 klubhold udfordrer fra fem lande, herunder en amerikaner med Lars Hendriksen om bord.
MarbleheadTrophy er en traditionsrig og prestigefuld sejlads fra 1929. Det hele startede i USA, hvor man fandt på at klubber kunne vinde den store, dyre sølvpokal, hvor der som i America’s Cup er regler i en Deed of Gift om den venlige match.
Sidste år i Tyskland vandt Jens Christensen og gaster i båden ’Men at work’. Nu skal de forsvare pokalen, som også har tilhørt Frank Berg i 2008. Sejladsen starter fredag 23. juli og kører tre dage ud for KDY og Skovshoved Sejlklubs klubhus i Skovshoved med Kongelig Dansk Yachtklub, som arrangør.
12 Drager
Den forsvarende vinder, Jens Christensen, ser frem til at forsvare pokalen i det lille felt med 12 Drager:
”Det er en ære at skulle forsvare pokalen og vi håber naturligvis, at vi kan vinde pokalen igen, selvom der er dygtige tyske og danske modstandere, som fx Thomas Müller og Frank Berg. Men vi føler selv, at vi har gode muligheder for en sejr, selvom vi dog ikke har sejlet meget, men farten er god med ny båd, mast og sejl.”
Jens Christensen, Kim Andersen og Andy Bagger har i år kun sejlet stævner i Rungsted og Marstrand, men i sidstnævnte træningsstævne vandt de foran navne, som Schønherr og Berg, mens de lige nu sejler tysk mesterskab i Flensborg, hvor de efter mandagens sejladser lå nummer fire.
KDY er klar igen
For to år siden arrangerede KDY også MarbleheadTrophy, det foregik i Tuborg Havn, hvor Frank Berg tabte pokalen til en tysk sejlklub. Men i år kan trofæet havne i USA, hvor pokalen blev indstiftet. Det mener stævnearrangør, Morten Lorenzen.
”Der er et interessant hold fra USA med Ivan H. Bradbury og han kan blive farlig, da han har den tidligere Gold Cup-vinder Lars Hendriksen med fra Danmark, men ellers plejer det at være et opgør mellem danske og tyske klubber.”
Indvier nyt klubhus
Stævnet bliver også socialt på Skovshoved Havn.
”Vi har valgt at holde stævnet i vores nye klubhus og det vil vi gerne vise frem til sejlerne. Og jeg kan love, der bliver sociale indslag med Defendersdinner om fredagen og med en anden stor middag om lørdagen,” siger Morten Lorenzen.
Eksempler på udfordrer-klubber
Aarhus Sejlklub, Peter Warrer
Hellerup Sejlklub, Frank Berg
Edgarton Yacht Club, Ivan H. Bradbury og Lars Hendriksen
Taarbæk Sejlklub, Lars Broen
Hornbæk Bådklub, Nicklas David Holm
Køge Sejlklub, Jørgen Schönherr