Gå til hoved-indhold
Kort Nyt

Sirius 35 DS: God båd er blevet bedre

Tyske Sirius 35DS har geniale ideer i en havkrydser, som er bygget op af Sirius-sejlernes egne erfaringer. Læs journalist Jakob Johannsens vurdering og se video.

Af Jakob Johannsen |

For nogle år siden havde jeg fornøjelsen at testsejle den tyske havkrydser Sirius 38 DS.

Og det var virkelig en fornøjelse, for ved siden af at være velsejlende, så var den så spækket med nye ideer og løsninger på gamle problemer, at den til trods for sine syv år på vandet, var en af de mest moderne og innovative cruisingbåde jeg har været ombord i.

Nu har det snart 40 år gamle nordtyske værft gjort det igen. Ved siden af deres 38 fods og en mindre 32 fods, så har de lanceret en ny 35 fods cruiser med dæksalon.

Det er den meget alsidige tyske konstruktør Georg Nissen fra Kiel, der har tegnet dem alle tre, ligesom han også står for den lille 31 fods Sirius, som værftet har på trapperne til efteråret.

Og alle de gode ideer fra Sirius 38 DS er overført til den nye lillesøster 35. Samtidig har man tilført båden masser af nyt. Og ud over Georg Nissens mere moderne skrogfacon, så har man tilføjet båden alle de gode ideer, som Sirius sejlere er kommet til værftet med.

Her har man systematisk opsamlet viden, ideer, erfaringer forslag fra de mange Sirius-sejlere, som har krydset alverdens farvande med titusinder af sømil under kølen.

Spurgte sejlerne

Derefter blev ideerne m.h.t. udseende og indretning  lagt frem til diskussion for en bredere kreds af interesserede Sirius-ejere, og engagementet var enormt.

Det strømmede ind med tilkendegivelser. På travle dage modtog værftet mere end 100 svar. De blev nøje efterprøvet i løbet af en byggeperiode på fem måneder, og det er med stolthed Sirius Werft præsenterede resultatet af processen på udstillingen i Düssesdorf: den nye Sirius 35 DS.

Det mest specielle ved båden er, at man kan gå direkte fra cockpit til dækssalon, hvorfra man med 360 graders udsyn kan manøvrere båden med en fjernkontrol.

Og ellers er den ny båd spækket med gode ideer og løsninger både hvad angår pladsudnyttelse og nye måder at gøre gamle ting på. F.eks. er søgelænderets øverste del massivt rustfrit stål hele vejen rundt om båden, så man virkelig kan holde sig fast og føle sig tryk.

Og der er allerede fra værftets side afsat plads til solpaneler rundt omkring på båden, så man kan bruge den energi, som der er masser af på havet.

Leveres med tre forskellige køle

Den håndværksmæssige kvalitet er helt på højde med den gode danske ditto, og så kan køberen vælge mellem at få leveret båden med to køle (så båden kan stå på bunden ved lavvande, og så den luv køl virker som svingkøl på kryds, mens den anden holder båden fast i vandet), - med én almindelig køl, eller med sænkekøl, så man virkelig kan gå ind på lavt vand med båden.  

Man må håbe at værftet udstiller den nye Sirius i Danmark, så hurtigt som muligt.

Tekniske data
Længde overalt 10,50 m
Længde vandlinje 9,53 m
Bredde overalt 3,45 m
Bredde vandlinje 3,15 m
Dybgang 1,90 m
- valgmuligheder: 1,60 m / 1,35 m
Dobbeltkøl (tilvalg) 1,00 m
Sænkekøl (tilvalg) 0,80 – 2,00 m
Ballast 2,6 t
Vægt 7,4 t

Sejl:
Storsejl (standard) 22,4 m2
Selvslående fok (standard) 22,0 m2
Genua 1 40 m2
Genua 3 27 m2
Spiler 100 m2
Rulle-genakker 90 m2
Rulledrifter 60 m2

Læs mere om båden her

content-loader
content-loader
content-loader