Nordeuropas første landsejlerbane
Hvis vintertræning i det våde element ikke er særlig tiltrækkende, er der kommet et alternativ. Blokart, en slags windsurfer på hjul, der kan opnå betragtelige hastigheder, er både spændende og sjov, og kan prøves på Amager.
En blæsende, solrig efterårsdag mødes vi med Erik Wulff, tidligere Hobie Cat 16 sejler, der netop har anlagt en 512 meter lang grusbane til Blokart race i Amager Strandpark i København.
Erik Wulff, netop hjemkommet fra verdensmesterskaberne for Blokart i Oostende, Belgien med en bronzemedalje om halsen, siger til minbaad.dk.
“Jeg tændte på blokarten, fordi den er hylende, hamrende sjovt. Den skal køres som man sejler jolle, der skal arbejdes med hele kroppen, og man får det der smæk i ryggen når den accelerer.”
“Det er nogen rigtig sjove mennesker der kører, nogle går vildt op i det, og andre er til hygge og fest. Det bedste er at alle kan være med, uden forudgående sejlererfaring.”
Cykelhjelm og handsker
Der køres med cykelhjelm og handsker. Mere speciel udrustning behøves ikke. Det eneste man skal huske er at spænde sikkerhedsselen og holde fingrene inden for stålrammen under kørsel. Så sker der ikke noget, heller ikke hvis man vælter. Blokarten fås også med to sæder, så den kan køres af f.eks. en voksen og et barn.
Tomands-Blokart.
“Blokarten er sjov, hurtig og sikker. Den kan køres af alle, fra bedstemødre med børnebørn, og både handicappede og kørestolbrugere kan også tumle den lille fartmaskine.” Slutter Erik Wulff.
Erik Wulff arbejder i øjeblikket på at udvide banen på Amager med et øvelsesområde til børn og nybegyndere. Der er også planer om at lave en decideret “kapsejladsbane”, men det ligger lidt længere ude i fremtiden.
Allerede 10.000 Blokarts
New Zealenderen Paul Beckett, som har opfundet blokarten og er regerende verdensmester, havde også fundet vej til Amager Strand.
Han fortæller, at der på verdensplan allerede er 10.000 blokarts.
Poul Beckett konstruerede Blokarten i sin garage i 1999.
“Vi begyndte at producere den i 2000. Den vejer kun 29 kg og man kan få fire størrelser sejl, fra 2 til 5,5 m2. Det tager kun fem minutter at rigge en Blokart til, og sammenpakket i kufferten kan man have den med i bussen, på cyklen eller i bagagerummet på de fleste biler."
Surferen på hjul er udbredt i Australien og New Zealand, men også Sydafrika, Nordeuropa, USA og flere arabiske lande har fået øje på den.
Der køres stævner mange steder i verden, blandt de mere spektakulære er et distancerace i 2007 i Gobi-ørknen med start i Mongoliets hovedstad Ulan Bator. Ellers køres der stævner som i enhver (båd)klasse. Og blokarten har også sin egen klasseorganisation.
Minbaad spurgte Paul Beckett ind til navnet "Blokart". Til det svarer han med et glimt i øjet, at hvis dobbeltw'et havde været med, havde det givet nogle sjove associationer, men også at det godt måtte minde lidt om gocart.
Med kulfiberrig og som katamaran
Skal kørsel på land udvides med en tur på vandet, kan der købes en lille katamaran som blokarten kan sættes på. Paul Beckett siger at den er supergod til handicappede, der på den måde også for mulighed får at dyrke race både på land og på vand. Til de ægte entusiaster kan blokarten rigges med en kulfiber mast og bom.
Blokarten med skrog på.
Blokart Cph. udlejer Blokarts på Amager Strand hele året rundt, og arrangerer firmaevents, polterabend, børnefødselsdage, Blokartkurser, undervisning for skole/gymnasieelever og handicappede.
Erik Wulff slutter med at sige, at "Sejlklubberne er meget velkomne til at komme og få nogle prøveture. Måske et vintertilbud til ungdommen, når vandet er blevet for koldt."
Erik Wulff er også juniortræner i Hobie cat 16 i Kastrup Sejlklub.
Du kan tjekke åbningstiderne på www.blokartcph.dk , men ring lige i forvejen, da banen kan være for våd til kørsel.