Gå til hoved-indhold
Her fik danskerne Allan Nørregaard og Peter Lang det bedst mulige resultat ud af anstrengelserneKapsejlads
Danskerne Allan Nørregaard og Peter Lang er i front.

Allan Nørregaard og Peter Lang fik sejr i Hyeres

Også på andendagen af det franske OL-regatta kom sejlerne til at vente på land. Ventetiden blev til sidst belønnet med en dansk 49er-sejr.

 

Af Troels Lykke |

Den franske riviera viste sig i dag fra sin allerflotteste side med høj blå himmel, 25 graders varme og vindstille, skriver Sejlunionen.

Tæt på optimale forhold hvis man var taget til den sydfranske by Hyeres for at slikke sol, men meget begrænsende hvis man er en af de over 1.000 deltagere i sæsonens anden sejlsports-World Cup på europæisk grund.

Først pænt ud på eftermiddagen kom der en lille smule krusninger på havet, hvilket gav arrangørerne håb om, at man kunne indhente noget af det tabte. Lidt efter lidt blev alle klasser sendt på vandet, men det var dog begrænset, hvor meget der kunne sejles.

Første danske sejr
49er-banen plejer at være leveringsdygtig i mange sejladser, men i dag lykkedes det kun at få gennemført en enkelt sejlads for hver af de indledende grupper.

Her fik danskerne Allan Nørregaard og Peter Lang det bedst mulige resultat ud af anstrengelserne. Med en sejr i deres gruppe deler de nu førstepladsen med den franske båd, der vandt sejladsen i den anden gruppe.

Danmark stiller med fem både i Laser Radial-feltet, og her nåede man op på to gennemførte sejladser i alt. Bedst fra start af de dansker piger er er Sarah Gunni kommet. To flotte placeringer som nr. 5 og 9 har indtil videre sendt hende ind på den samlede 10. plads i 80 både store felt.

Næstbedste af danskerne er Maiken Schütt på 16. pladsen 7 point efter.

De kvindelige 470-sejlere fik også kun en enkelt sejlads i hus i dag, og den indbragte en 6. plads til de forsvarende mestre fra i fjor, danskerne Henriette Koch og Lene Sommer.

Vejrudsigten for tirsdag lover større chancer for at få sejlet end tilfældet var i dag.

Danske resultater efter to dage

470 damer

6. Henriette Koch og Lene Sommer (begge KDY), 6 p.

49er

1. Allan Nørregaard (Kolding Sejlklub) og Peter Lang (Fredericia Sejlklub), 1 p.

9. Emil og Simon Toft (begge Skive Sejlklub), 5 p.

13. Peter Krüger (Kaløvig Bådelaug)/ Nicolai Thorsell (KDY), 7 p.

29. Niels Joachim Gormsen (Yachtklubben Furesøen) og Anders Halsteen Thomsen (KDY), 15 p.

51. Simon Karstoft (KDY) og Søren Hansen (Århus Sejlklub), 26 p.

Laser

24. Thorbjørn Schierup (Kaløvig Bådelaug), 29 p.

103. Mads Bendix (Fredericia Sejlklub), 61 p.

Laser Radial

10. Sara Gunni (Skovshoved Sejlklub/ KDY), 14 p.

16. Maiken Foght Schütt (Horsens Sejlklub/ KDY), 21 p.

35. Anne-Marie Rindom (Horsens Sejlklub), 38 p.

37. Alberte Holm Lindberg (Aabenraa Sejl Club/ Fredericia Sejlklub), 40 p.

67. Cathrine Hall (KDY/ Oure), 62 p.

RS:X damer

17. Bettina Honoré (Hellerup Sejlklub), 34 p.

33. Katrine Jensen (Snaptun Vejle/ Hellerup Sejlklub), 66 p.

Matchrace damer

Indledende grupper

Trine Abrahamsen (Skovshoved Sejlklub/ KDY), 2 sejre-4 nederlag

Dorte O. Jensen (Oure), 1 sejr-3 nederlag

Stævnets officielle hjemmeside: http://sof.ffvoile.net/

content-loader
content-loader
content-loader