Kjeld “Bølle” Nielsen fra Middelfart er død
Formand fra Middelfart Sejlklub, Alex S. Nielsen mindes den ihærdige langdistancesejler.
Det er med stor sorg at vi mandag fik meddelelsen om at Kjeld "Bølle" Nielsen ikke længere er i blandt os.
Kjeld tabte søndag aften - efter flere års kamp - kampen mod kræften. Kjeld sov stille ind omgivet af sin familie.
Kjeld har igennem mange år været et kendt ansigt i Middelfart Sejlklub, hvor mange har nydt godt af hans viden omkring sejladser. Kjeld var en formidabel sejler og en indædt fighter når sejladserne blev skudt i gang.
Hans store force var som langdistance sejler, hvor han som ingen andre kunne læse vind og strømforhold korrekt og dermed drage en væsentlig fordel af det.
For mange af os der er kommet lidt sent i gang med at sejle har mødet med Kjeld været noget af en oplevelse, på kapsejladsbanen – som var hans rette element – blev vi hårdt og bestemt vejledt, hvis vi ikke lige – efter hans opfattelse – havde fulgt reglerne på banen.
På land – efterfølgende – fik vi stille og roligt forklaring på hvad der skabte stemningen på banen.
Kjeld holdt flere foredrag i Middelfart Sejlklub om, hvordan man skulle sejle langdistancesejladser og i særdeleshed hvordan man skulle sejle kapsejladsen "Fyn Rundt", dette er noget, som mange har haft stor glæde af.
Ligesom på kapsejladsbanen gav Kjeld ikke op, han kæmpede til det sidste, men måtte til sidst sande, at strømmen denne gang var for kraftig – i den forkerte retning.
Æret være Kjelds minde
Alex S. Nielsen
Formand Middelfart Sejlklub