Gå til hoved-indhold
Efter mandagens sejladser ligger Mads Bendix på en samlet 35. plads. Foto: mickanderson.dk for Dansk SejlunionKapsejlads
Efter mandagens sejladser ligger Mads Bendix på en samlet 35. plads. Foto: mickanderson.dk for Dansk Sejlunion

Bendix fandt rytmen

Mads Bendix fandt de rigtige takter, og fik en andenplads i EM’s tredje sejlads for Laser-joller. I Laser Radial-klassen overtog Maiken Schütt med 14. pladsen rollen som bedste danske kvinde.

Af katrine bertelsen |

Laser-sejler Mads Bendix er ved at finde sig til rette ved EM i Helsinki, hvor den tredje og fjerde af ti planlagte sejladser blev afviklet i løbet af mandagen.

Med sikre taktiske valg og god fart i båden var der kun en konkurrent, der var hurtigere danskeren i den tredje sejlads.

”Det hele kørte bare for mig, og det er bare den bedste følelse at have. Jeg har en fornemmelse af, at jeg er godt sejlende, og når man så runder som nummer fire og stadig kan sejle sig op til en andenplads, så er det svært at være utilfreds,” lyder det fra Bendix, der med præstationen rykker op som samlet nummer 35 i EM-stævnet ud af 140 deltagere.

I anden sejlads gik det knap så godt for danskeren. To vindspring blev misset, og det kostede dyrt i det stærkt besatte EM-felt.

”Når man ikke kommer ind i rytmen, falder tingene ikke ud til ens fordel. De to skift er forskellen på, om man runder som bliver nummer 10 eller 25 i feltet,” lyder det fra danskeren, der afsluttede den sejlads som nummer 23.

I Laser Radial blev der også byttet lidt rundt på pladserne. Bedst gennem den lidt svære dag kom Maiken Schütt med delplaceringerne 5 og 8. Samtidig har hun fået rettet den fejlagtige dns fra søndagen til en 12. plads, hvilket bringer hende op som samlet nummer 14.

Modsat gårsdagens solskin bød mandagen meget skiftende forhold med overskyet, regnvejr og en vind, der svingede mellem 5 og 7 m/s. 

”Det er tydeligt, at nogen i feltet har helt styr på forholdene. Men udover Maiken så knækker vi desværre ikke helt koden i dag,” opsummerer træner Ditte Juul dagens danske præstationer.

Næstbedste dansker er Alberte Holm Lindberg som nummer 18.

Danske placeringer:

Laser Radial, 4 sejladser, 111 deltagere
14. (64.) Maiken Schütt
18. (10.) Alberte Holm Lindberg
24. (19.) Anne-Marie Rindom
33. (34.) Sarah Gunni
 
Laser, 4 sejladser, 140 deltagere
35. (41.) Mads Bendix
48. (42.) Thorbjørn Schierup
70. (80.) Michael Hansen
77. (60.) Magnus Kældsø

Kilde: Pressemeddelelse, Dansk Sejlunion

Se stævnets hjemmeside her: www.openeuropeans2011.com

content-loader
content-loader
content-loader