Gå til hoved-indhold
Det er ikke så heldigt, når lystfiskernes liner ender i trætoppene. Foto: Jørgen Jensen.Kort Nyt
Det er ikke så heldigt, når lystfiskernes liner ender i trætoppene. Foto: Jørgen Jensen.

Redningsaktion: Ophængt ugle

Bådebygger Jørgen Jensen, der har sit daglige arbejde på værkstedet i Frederiksdal ved Mølleåen i Kgs. Lyngby, gjorde en usædvanlig fangst forleden – en hængende ugle.

Af katrine bertelsen |

Jørgen Jensen skriver til minbaad.dk

- Det er ikke hver dag jeg redder en ugle, og det er ikke hver dag jeg er så tæt på en af vores helt fantastiske rovfugle; hvilken smuk og kraftfuld fugl.

Det hele startede med, at to kajakroere kom ind på værkstedet og spurgte om vi kunne hjælpe med at få en ugle ned fra et træ, for de kunne ikke nå den fra deres kajak.

Bådebygger Kristen Barfod – som jeg arbejder for – og jeg, smed alt hvad vi havde i hænderne og bevæbnet med stort fiskenet og kniv sejlede vi af sted og fik uglen fri af træet. Det var en godt træt ugle, der hang i en fiskeline i sine styrefjer.

Professionel hjælp

Vi tog uglen ind i varmen og ringede til Dyrenes Værn, der kom små to timer senere, og de var superglade for at kunne hjælpe os med uglen. Fiskesnøren kom af fuglen, og de kunne konstatere at den var i fin form. De besluttede at sætte den fri igen, efter vi havde taget billeder af den fine fugl.

Efter et kort øjeblik på armen af Dyrenes Værns udsendte, fløj den smukke ugle på sit enorme vingefang, ud over kanalen og satte sig i et træ på den anden side. Håber vi ser den igen.

Jeg har aldrig været så tæt på en ugle og jeg må sige, at uglen er et fantastisk dyr med enorme kløer og et vingefang der må gøre enhver lille mus meget bange. Vi  håber den holder musene ude af vores værksted fremover.

Hvilken smuk dag i Frederiksdal, en dag jeg aldrig glemmer.

Om Natuglen

Vi har lavet lidt research på Jørgens ugle, og med hjælp fra John Dreyer Andersen, Formand for Dansk Ornitologisk Forenings afdeling i Nordsjælland kan vi fortælle, at det er en Natugle (Strix aluco).

John Dreyer Andersen siger, at Natuglen er den mest almindelige ugle i Danmark, og parrene holder sammen hele livet. Den lægger æg i januar – hvor mange den lægger er afhængig af fødesituationen.

De seneste to år er bestanden gået en del tilbage, da den sneen og de lange vintre har gjort det svært for Natuglen at finde mus, som er dens primære fødekilde.

I 2009 var der omkring ca. 50 par i Gribskov i Nordsjælland, men efter to hårde vintre er ynglebestanden i Gribskov nede på bare fem par. En natugle kan blive helt op 21 år, men den forventede levetid er ca. ni år.

Fakta om Natuglen

  • Vingefang: 94-104 cm.
  • Længde: 38 cm.
  • Vægt: 330-440 g. (hun): 420-590 g.
  • Ynglealder: 1 år
  • Kuldstørrelse: 2-6 æg
  • Antal kuld om året: 1
  • Rugetid: 28-30 dage
  • Ungetid: 32-37 dage

Det er måske ikke ligefrem en sejlerhistorie, vi her har valgt at bringe. Men den luner godt i decembermørket. Vi ønsker uglen en god vinter, med mange mus og uden for meget sne.

Se flere billeder af Natuglen her: www.netfugl.dk

Dansk Ornitologisk Forening om Natuglen: www.dofbasen.dk

Dansk Ornitologisk Forening Nordsjælland: www.dofnordsj.dk

Tilfreds ugle befriet for fiskelinen.


 Træt ugle. Hvor længe mon den har hængt der?

content-loader
content-loader
content-loader