Gå til hoved-indhold
VM for Optimister gik ikke til Århus i denne omgang. Foto: Enrique OrtizKapsejlads
VM for Optimister gik ikke til Århus i denne omgang. Foto: Enrique Ortiz

Optimist VM i 2012 til Den Dominikanske Republik

Det danske bud på Optiernes VM i 2012 blev slået på målstregen. Optimist Sailing Team Denmark og Sailing Aarhus var i Malaysia for at præsentere et dansk bud på 2012 Optimist VM, et bud som var i konkurrence med Qatar og Den Dominikanske Republik.

Af katrine bertelsen |

”Et VM i kontinental Europa efterhånden ved at være en sjældenhed. Inden for de seneste 10 år, har der været afviklet VM i Schweiz i 2005 og Italien 2003, og efter et 2011 VM i New Zealand, er vi mange, ikke kun i den danske Optimistklasse, men også i det Europæiske Optimist forbund, der mener, det er på tide at få eventen tilbage.” siger Kristine Stubdrup, formand for Optimist Sailing Team Denmark (OSTD).

OSTD og Sailing Aarhus havde derfor lagt kræfterne sammen og sammen med Aarhus Kommune og Sport Event Denmark præsenteret et bud til det Internationale Optimist Forbund (IODA), som blandt andet slog på, at det i 2012 ville være 50 år siden at det første VM i Optimist blev afviklet. Og hvor en række visionære Optimist-entusiaster, herunder Viggo Jacobsen fra Århus, på et møde i Århus besluttede sig for, at stifte et internationalt forbund for at føre deres vision ud i livet.

Det danske bud slog også på den veludviklede erfaring som Danmark har i at benytte ny teknologi og online medier, til at gøre sejlsporten mere populær og udbredt, herunder gps-tracking, live video streaming og Facebook, Twitter osv., en erfaring som man tilbød at dele med IODA ved et eventuelt VM i Danmark.

Efter en ugelang lobbyindsats blev afstemningsprocessen gennemført torsdag på klassens generalforsamling. De deltagende 63 nationers stemmer skulle fordeles efter en procedure, som kræver mindst 50 % flertal. Hvis ikke eet bud kunne opnå dette, elimineres det land med lavest antal stemmer og en ny afstemning, denne gang med simpelt flertal, sættes i gang.

I første afstemning fik ingen af budlandene over 50 % af stemmer; Qatar fik kun 11 stemmer og blev sorteret fra og en ny afstemning blev igangsat. Ved anden afstemning fik Danmark 30 stemmer og Den Dominikanske Republik 33 stemmer og vandt således retten til at afvikle IODA Worlds 2012.

En, set med danske øjne, nedslående afstemning, men de kommende deltagere ved VM i 2012 kan til gengæld se frem til at skulle sejle i yderst eksotiske og flotte, caribiske omgivelser i Den Dominikanske Republik.

Kilde: Sailing Aarhus

content-loader
content-loader
content-loader