Nordisk Sejlads for unge
Barkentinen Loa protesterer over for kort varsel da mållinjen blev lagt, og forventer at få en velfortjent førsteplads i løb A til Nordisk Sejlads.
Klokken 19.30 tirsdag aften blev mållinjen i den sidste etape af Nordisk Sejlads lagt ud for Frederikshavn i Danmark. Udsigt til vindstille var årsagen til, at den sædvanlige kapsejlads over 130 sømil blev afkortet til omkring 30 sømil.
Det betød, at den fællesnordiske besætning på LOA kun havde 10 minutter til at krydse linjen og pludselig var i skarp konkurrence med skonnerten Westkust fra Orust i Sverige. Mållinjen var placeret øst-vest, og da Westkust havde anlagt en nordlig kurs på et tidligere tidspunkt, kom de akkurat over først.
Det skabte noget røre i den unge besætning på LOA, der egentlig var tættere på den mållinje, som man havde forventet ved indsejlingen til Oslofjorden. Skipper Michael Skatka beroligede de unge.
- Jeg har indgivet protest. Vi skal nok få den førsteplads, og nu skal vi have bjerget sejlene.
Herefter startede LOA motoren for at sejle mod Frederikstad.
Nordisk Sejlads begyndte i sidste uge i Varberg i Sverige, og den første kapsejlads gik til Hobro i Danmark. Mandag i denne uge var der venskabssejlads til Hals Havn, og i dag gik starten så mod Frederikstad. Kapsejladsen begyndte i let vind, der nåede op omkring 5-8 sekundmeter, inden den døde ind under aften.
For første gang er det lykkedes Nordisk Sejlads at få en fællesnordisk båd med, hvor de tre værtskommuner har sendt hver fem unge ud at sejle. LOA, der er hjemmehørende i Aalborg Danmark, ligger skib til. Det er en tremastet barkentine med råsejl på forreste mast og skonnertsejl på de to øvrige.
Nordisk sejlads– ideen bag
Idéen bag Nordisk Sejlads blev født i 1989. Nogle svenske, danske og norske sejlere mente, at der var behov for en "træningsbane" for Tall Ships Race, for at fremme større deltagelse fra nordiske skibe. Deruodver er der ofte lange transportetaper fra de nordiske lande til/fra starthavn/sluthavn og der er skibe der ikke har kapacitet til at deltage i Tall Ships Race – en nordisk kapsejlads kunne være et godt alternativ.
Den første sejlads gik mellem Sæby, Lysekil og Grimstad i 1990 og har været arrangeret hvert år siden, den gang mellem en svensk, en dansk og en norsk havn.
Sejladsen har et ikke-kommercielt fokus og er åben for traditionelt byggede/riggede skibe over 9 meter. Sejladsen har fokus på unge mennesker og formålet er, at videreføre den maritime kulturhistorie gennem sejlads med netop disse fartøjer, fremme godt sømandskab og bringe unge mennesker sammen på tværs af landegrænserne.
Deltagerne er skuder og skøyter fra Sverige, Norge og Danmark, nogle enkelte år har der også været en deltager fra Finland. Der er normalt 20-35 deltagene skibe. All kommunikation foregår på svensk, dansk og norsk (for at fremme sprogforståelsen), herunder al radiokommunikation til søs.
Sejladsen afvikles med et par "liggedage" i den første havn, derefter kapsejlads til næste havn, hvor skibene igen ligger i ca 1,5 døgn. Derfra er der venskabssejlads med besætningsbytte til en udhavn hvor skibene ankrer op og holder grillaften. Næste morgen går start til næste kapsejlads til sluthavnen hvor skibene igen ligger i ca 1,5 døgn, i alt 10 dage. Kapsejlads-etaperne er normalt på ca. 100 nm og der tilstræbes at skibene sejler i 24-30 timer.
I år startede skibene i Varberg i Sverige. Derfra gik kapsejladsen til farvandet udenfor Mariager fjord. Den anden værtshavn var Hobro. Derfra sejlede skibene venskabssejlads til Hals (Danmark har ikke så mange gode udhavne som Norge og Sverige!), hvor skibene holdt grillaften på kajen.
Fra farvandet udenfor Limfjorden gik sidste kapsejlads til Fredrikstad i Norge.
Næste år går sejladsen mellem Hals (Aalborg kommune), Tvedestrand i Norge og en havn på den svenske vestkyst som endnu ikke er på plads
Læs mere om Nordisk sejlads på: www.nordisksejlads.org
Kilde: Pressemeddelese: Nordisk Sejlads/Lone Bolther Rubin