Gå til hoved-indhold
Hverken dyreliv eller søens andre gæster generes af en soldreven båd.Udstyr
Hverken dyreliv eller søens andre gæster generes af en soldreven båd.

Sejl på solenergi på Boat Show Fredericia

En af årets store nyheder på Fredericia Boat Show er de lydløse, forureningsfrie, CO2-neutrale solbåde – skabt til miljøvenlig sejlads.

Af katrine bertelsen |

Soldrevne både er lydløse eller næsten lydløse. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig en herlig dag på sund og bælt i fred og ro. Det eneste der forstyrrer roen, er en svag summen fra en elmotor.

Lyder det helt idiotisk? Langtfra. På Fredericia Boat Show d. 25.-27. februar & 3.-6. marts kan du opleve flere forskellige slags soldrevne både. Båden fremdrives af en elmotor, som får sin energi fra en batteribank. Batterierne lades helt eller delvist af solpaneler på båden.

Uden støj og forurening

”Den allerstørste gevinst er naturligvis fraværet af støj, vibrationer og udstødning,” fortæller Henry Thomsen, som står bag forhandlingen af solbådene gennem sit firma solbaaden.dk.
”Det muliggør naturoplevelser, hvor man kan komme ganske tæt på de skønneste hjørner af naturen – uden at forstyrre, og genere dyreliv og vandmiljø. Oveni er bådene nemme at manøvrere og vedligeholde – samt at de sejler med en ”brændstof”-udgift tæt på nul.”

Solbådenes indtog i Danmark er en udløber af et projekt i Det midtjyske Søhøjland, hvor en række lokale partnere ønskede at gøre sejladsen på søer og åer grønnere.

”Bæredygtighed er et nøgleord i udviklingen af nye turismeprodukter,” siger turistchef Marianne Purup, Destination Skanderborg.

”Derfor fandt vi det naturligt at undersøge mulighederne for, at netop sejladsen på søer og åer kunne gøres CO2neutral og miljøvenlig.”

Soldrevet skærgårdsjolle

Henry Thomsen og solbaaden.dk har valgt at satse på både fra den svenske producent Gaptec, samt to tyske solbåds-kontruktører, Solar Water World og Kopf Solarschiff. Alle er velrenommerede firmaer med stor ekspertise i det maritime område såvel som el- og sol-teknik.

”På Boat Show 2011 viser vi en Greeenwave 515 ESR,” siger Henry Thomsen.

”Det er en elegant, velsejlende jolle til 5 personer, bygget til den svenske skærgård af den erfarne båd-konstruktør Arne Åkermann. En superfin båd til søer, åer og fjorde.

Greenwaven er udstyret med en 2 kW Torqueedo-motor, som driver den frem med op til 6 knob. Ved en march-hastighed på 4 knob kan man sejle i 8 timer på batterierne – også selv om det er mørkt. I dagslys forlænges sejltiden yderligere af energien fra solpanelerne. På en let skyet sommerdag kan man sejle ca. 2 knob alene på energien fra solcellerne.

Samlet årlig udgift til drift, vedligehold og brændstof under 1000 kr.
Samtidig er Greenwaven og de andre solbåde praktisk talt vedligeholdelsesfrie. Hverken skrog, motor, batterier eller solpaneler kræver vedligeholdelse hen over året, og da der ingen udgift er til brændstof, olieskift eller service, er eneste driftsomkostning på båden en udskiftning af batterierne med 5-8 års mellemrum, afhængig af forbrug.
Udskiftningeen koster ca. 4000 kr., så den samlede, årlige udgift til brændstof, drift og vedligeholdelse ligger et pænt stykke under en tusindkroneseddel.

Greenwave 515 ESR koster fra ca. 123.000 kr. inkl. moms. Den fås også som el-båd uden solpanelerne fra kr. 99.000. Udover Greenwave-båden tilbyder solbaaden.dk et udvalg, der går fra 4-personers joller til udflugtsbåde og kabinebåde med plads til 12 personer.
Priserne spænder fra 85.000 kr. inkl. moms til 870.000 kr. inkl. moms.

Links:

Fredericia Boat Show: 25.-27. februar & 3.-6. marts 2011. http://www.boatshow.dk/

Solbåden: www.solbaaden.dk

content-loader
content-loader
content-loader