Sejler druknet i København
Liget af 69-årig mand blev fundet i nærheden af sin båd, der ligger i lystbådehavnen i Svanemøllehavnen.
Københavns Politi har identificeret den mand, der tirsdag aften blev fundet død i Svanemøllen Havn på Østerbro. Det drejer sig om en 69-årig mand fra Østerbro.
- Der ligger umiddelbart ikke nogen forbrydelse bag, så der er formentlig tale om en drukneulykke, fortæller politiets centrale vagtleder Søren Wiborg til Ritzau.
- Hans egen båd ligger lige i nærheden af det sted, han blev fundet. Den ligger kun tre pladser væk, fortæller Søren Wiborg.
Skal obduceres
Alligevel vil politiet være på den sikre side, og manden skal derfor obduceres i løbet af onsdagen med henblik på at fastslå dødsårsagen.
Det var tirsdag aften klokken 20.31, at der blev slået alarm om, at der lå et lig i lystbådehavnen ved Svanemøllen.
Kilde: berlingske.dk