Farr 30 VM til Sverige i 2012
For første gang skal Farr 30 klassen sejle et verdensmesterskab i Skandinavien. Farr 30 klassen bekræftede i dag, at Sverige skal lægge vand til begivenheden. Se video.
- Farr 30 klassen er vokset betragteligt her i Sverige, og vi er stolte af at præsentere en af de fedeste raceklasser til en af de bedste sejladsevents i verden, siger Patrick Lindblom, ejer af den svenske Farr 30 ”ORCA” og medorganisator af kapsejladsen sammen med Båstad Båt og Segelsällskap.
- Båstad er en herlig by, og de er vant til at afholde større begivenheder, som f.eks. ATP Tennis Pro Tour, så vi er sikre på at sejlerne også har noget sjovt at lave når dagens sejladser er overstået.
Båstad ligger lige nord for Kullen på den svenske vestkyst, så her er en mulighed for de få danske Farr 30 sejlere, der længes efter god konkurrence.
Også den regerende verdensmester og klassens præsident Deneen Demourkas, glæder sig til at forsvare titlen i Sverige.
- Den svenske vestkyst er meget flot, og jeg kan næsten ikke vente på at kæmpe mod nogle gode europæiske teams igen, siger hun. Vind og vejr er perfekt for både kapsejlerne og deres familier.
VM for Farr 30 starter d. 30 juli og løber frem til 5. august 2012.
Farr 30s skandinaviske hjemmeside:www.farr30.se