0,5 m/sek fra Orkan - er din båd o.k.?
Resterne af den tropiske orkan 'Katia', der i disse dage fejer ind over det det nordlige Europa, var natten til tirsdag en halv sekundmeter fra at give orkan over Danmark, fortæller TV 2.
Det oplyser TV 2-vejrets meteorolog Anders Brandt.
- Orkanen gav storm. Det var mest blæsende i Hanstholm og i det nordvestlige Jylland, hvor man målte vindstød på 31 meter i sekundet. Det svarer til stærk storm, som er niveauet lige under orkan, siger meteorologen og tilføjer, at der var vindstød af stormstyrke langs hele den jyske vestkyst. Det skriver B.T.
For at et blæsevejr kan kategoriseres som orkan, så skal vindhastigheden være på mere end 32,6 meter i sekundet.
Ifølge TV 2 Vejret blev Danmark sidst ramt af en orkan i januar 2005. Orkanen var den voldsommeste siden december 1999, hvor Danmark ligeledes blev ramt af en orkan. Dengang blev de kraftigste vindforhold ifølge DMI målt i netop Hanstholm, hvor der blev målt vindstød på op til 46 m/sek.
Nordjyderne slap
Nattens stærke storm har ført til en del væltede træer i Nordjylland, men bortset fra det, er nordjyderne sluppet heldigt, skriver Nordjyske.
Ifølge TV 2-vejret har resten af landet også mærket til resterne af orkanen 'Katia'.
- Det har blæst en del, og mange steder har der været vindstød op til kuling med kraftige vindstød. Men det var mest i Nordvestjylland, at man fik et strejf af 'Katia', siger Andres Brandt.
Resterne af den tropiske orkan er nu ved at trække mod Finland, men den vil alligevel give sit præg på de næste dages vejr i Danmark.
Kilde: b.dk