Gå til hoved-indhold
Situation i Opti-guldfeltet lige før den første start. Foto: Gert EriksenKapsejlads
Situation i Opti-guldfeltet lige før den første start. Foto: Gert Eriksen

Ranglistestævne på Furesøen godt fra start

Yachtklubben Furesøen og Farum Sejlklub er lige nu værter for årets første ranglistestævne for Optimistsejlerne – som samtidig er årets andet ranglistestævne for Zoom8-sejlerne. 29ere er også med.

Af Troels Lykke |

Stævnet er det største stævne på Furesøen i nyere tid med i alt 280 tilmeldte sejlere. Stævnet er kommet rigtig godt fra start – på en dag med blandet vejr: godt med vind og skyer med et par tordenbyger.

Sejlerne har taget udfordringerne med den springende vind på Furesøen i stiv arm. Det forklarer stævnets PR-ansvarlig Gert Eriksen her.

Det er lykkedes for stævneledelsen at kante i alt 4 baner ind på Furesøen, hvor den ene er forbeholdt Opti-guldfeltet med 118 sejlere opdelt i gul og blå fleet, den anden for de 57 Zoom8- sejlere og de 39 sejlere i Opti-sølvfeltet.

13 29ere

Derudover er der en bane med i alt 13 deltagende 29er-joller – og som rosinen i pølseenden en bane forbeholdt Opti-C-feltet med 39 tilmeldte sejlere.

Efter ranglistestævnets første dag fører Jacob Jungersen Hansen fra Sønderborg Yacht Club Opti-guldfeltet– tæt forfulgt af Jeppe Rørholm Borch fra Roskilde Sejlklub.

I Opti-sølvfeltet fører Emil Beckett Kolko fra Hellerup Sejlklub. På Zoom8-banen fører Anne Mette Laugesen fra Struer Sejlklub efter første dag – og Carsten Faubel fra Vejle Sejlklub er pt. placeret som nr. 2.

29er-stævnet, som er et træningsstævne, føres af den nye 29er-duo Christian Peter Stephensen Lübeck og Ida Marie Baad Jensen fra Yachtklubben Furesøen hhv. Århus Sejlklub. På C-banen er det Jeppe Stærgaard fra Farum Sejlklub, som i morgen skal forsvare førstepladsen.

Sikre sponsor

Stævneledelsen har været i gang med at forberede stævnet lige siden november 2010, hvor man blev udvalgt af Optimist Sailing Team Denmark OSTD til at varetage værtskabet. En af de helt centrale opgaver har været at sikre sponsorer til arrangementet.

Steven Svarrer, som er stævneleder fortæller at Maersk Line, Pantaenius, Farum Park, NCC, The Bagel Co., North Sails og Holte Vinlager har indvilliget i at være sponsorer for arrangementet.

Steven fortæller endvidere om, hvordan man involverede Farum Sejlklub i projektet fra det øjeblik, da det fra Zoom8-klubben blev meldt ud, at man ønskede at være med i et ranglistestævne, som både omfattede Optimist-og Zoom8-sejlere.

Klubberne på Furesøen er vant til at arbejde sammen, og samarbejdet med Farum Sejlklub med Jytte Nakskov ved roret har fungeret upåklageligt, fortæller Gert Eriksen.

content-loader
content-loader
content-loader