49er var på spanden efter ror røg af
Det var dramatisk da Jonathan Bay og Christopher Thorsell tirsdag kæntrede på Øresund så roret blev savet af efter Jonathan ramte det. 606-besætning ringede efter hjælp.
Da vi skulle til at gå fart med den danske 40 fods katamaran Extreme Challenger, kom der overraskende meget vind og vi styrtede, hvor Jonathan simpelthen tog turen ned i roret.
Det fortæller OL-sejlerne Jonathan Bay og Christopher Thorsell til sejlsport.dk.
Det medførte at roret blev savet af - ret kritisk ikke at have noget ror, og ingen følgebåd da vores træner Kjærgaard var taget ind.
Derfor fik vi prajet en 606 båd, som fik ringet ind til Hellerup Havn, og fik en båd ud til os, så vi kunne få et nyt ror og få båden i havn.
Ud over roret fik Jonathans ribben sig også lidt slag, så de skal hjem og plejes til torsdag, hvor vi pryder Øresund på ny, fortæller besætningen, der var alene da uheldet skete, da deres træner Kristian Kjærgaard forinden var sejlet i havn.
Under Hellerup Sejlklubs tirsdagssejlads var der i øvrigt to 606ere der bordfyldte i det hårde vejr, fortæller Katrine Bertelsen.