Gå til hoved-indhold
Hansen og Warrer i Hyeres, glade 49ere. Foto: Christian M. Borch/ Sejlsport.dkKapsejlads
Hansen og Warrer i Hyeres, glade 49ere. Foto: Christian M. Borch/ Sejlsport.dk

Succes for Warrer og Hansen i Hyeres

OL guldvinder i 49eren, Jonas Warrer, og hans nye gast Søren Hansen i dag bronze ved det franske World Cup-stævne. Samtidig tog de billetten til For-OL foran Nørregaard og Lang.

Af Troels Lykke |

Med en medalje og hele seks både i fire forskellige bådklasser blandt de ti bedste levede Sejlerlandsholdet til fulde op til forventningerne ved årets udgave af det franske World cup-regatta.

Højeste danske placering på resultatlisterne sørgede det nye makkerpar i 49eren, Jonas Warrer og Søren Hansen, for med en bronze-medalje.

Før dagens finale lå de to på den samlede 5. plads, og i den meget lette vind krydsede de målstregen som nummer fem i et meget tæt opgør med den brasilianske og spanske båd.

Da brasilianerne på selve målstregen lige netop klemte sig foran den spanske båd, betød det, at danskerne endte á point med spanierne. Bronzen gik dermed til Warrer og Hansen, da den indbyrdes placering i finalen er afgørende. Det skriver Dansk Sejlunion. 

Et øje på vinden

Dagens 49er-finale blev sejlet i meget svag vind, der samtidig skiftede meget retning, og det var noget, man var opmærksom på i den danske lejr.

”Vi havde snakket om inden, at det var tidligt på morgenen, så vinden ville være lidt sjov. Derfor ville det handle om at blive ved med at kæmpe, selvom vi måske lå langt nede. 200 meter før mål så det ud som om, at vi ikke skulle på podiet og ikke skulle til For-OL, men heldigvis blev vi ved med at kæmpe,” forklarer Søren Hansen med klar henvisning til opgøret brasilianerne og spanierne.

For-OL udtagelsen i hus
For de tre danske 49er-besætninger i finalen var der ikke bare en kamp om internationale topplaceringer. Internt var stævnet i det franske nemlig også udpeget til at være stedet, hvor den danske udtagelse til For-OL skulle afgøres.

Den konkurrence vinder Warrer og Hansen med deres tredjeplads lige netop foran holdkammeraterne Allan Nørregaard og Peter Lang og med Emil og Simon Toft tæt efter.

For Søren Hansen betyder det, at han nu godt ved, hvad han skal lave i de første 14 dage af august måned.

 ”For-OL bliver en rigtig god mulighed for at teste forholdene. Men det vigtigste lige nu er, at vi præstationsmæssigt har flyttet os, og det er en rigtig god fornemmelse at stå tilbage med. Vi har trænet hårdt i de sidste mange måneder, så det er rart, når tingene lykkes,” siger gasten, som også var til For-OL for fire år siden i Kina. Den gang var det dog med hans bror, Peter, som skipper.

470 og Laser Radial

Der var også dansk deltagelse i finalerne hos både de kvindelige 470-sejlere og i Laser Radial.

Hverken Anne-Marie Rindom i Laser Radial eller 470erne Henriette Koch og Lene Sommer havde dog de store muligheder for avancement i den samlede stilling, og de slutter henholdsvis nummer 6 og 10.

Forleden blev den danske match race-besætning med Trine Abrahamsen ved roret ligeledes nummer 10.

content-loader
content-loader
content-loader