50 mio. kinesere kan lære af Hellerup Sejlklub
Hellerup Sejlklub har haft besøg af en delegation af kinesere fra Transportministeriet i Shanghai – Kinas svar på Søfartsstyrelsen i Danmark, fortæller Phillipp Skafte-Holm, der var med på mødet.
Myndighederne i Kina forudser at der i perioden frem til år 2020 vil komme op imod 50 mio. fritidssejlere i Kina.
I øjeblikket er der næsten ingen tradition for fritidssejlads derude så det bliver noget af en udvikling der skal håndteres. 50 mio. fritidssejlere svarer til i hvert fald 3 gange så mange som der er i Europa – i runde tal.
Hvordan en sejlklub fungerer
Kineserne ønskede derfor at se hvordan en veldrevet dansk sejlklub fungerer. Udover repræsentanter for Hellerup Sejlklub var Generalsekretæren for Dansk Sejlunion Dan Ibsen også tilstede ligesom Direktøren for Søfartsstyrelsen Andreas Nordseth også deltog.
Mødet bestod af en rundvisning og en gennemgang af hvordan man uddanner en ung sejler og sikrer at interessen for livet til søs bevares igennem hele livet.
Specielt ejerskabet til både og klub og det medlemsdrevede demokrati interesserede kineserne. Den store frivillige indsats der ydes i klubberne vandt også genklang – det kender man også i Kina.
13 OL-medaljer gjorde indtryk
Da kineserne så de 13 olympiske medaljer som Hellerupsejlerne har sejlet hjem blev de da noget benovede.
Den store udvikling som Kina står overfor vil nok i fremtiden nok få indflydelse på sejlerlivet i danmark. Nogle vi rejse derud, få oplevelser og tage dem med hjem og fortælle.
Vi lærte allerede noget. Ni Hao betyder hej – et meget godt sted at starte for en sejler.
Efter mødet blev der udvekslet visitkort og hilst venligt. Måske bliver Hellerup Sejlklub en dag venskabsklub med en klub i Kina.
Sejlsport kan blive et godt udgangspunkt for at lære sig kinesisk uden at det bliver for kinesisk! Det fortæller læge og Drage-sejler Phillipp Skafte-Holm i denne artikel.