Gå til hoved-indhold
Jonas Høgh-Christensen vil gerne sejle America's Cup, det vil alle danske topsejlere sådan set gerne, mener han. Foto: Troels LykkeKapsejlads
Jonas Høgh-Christensen vil gerne sejle America's Cup, det vil alle danske topsejlere sådan set gerne, mener han. Foto: Troels Lykke

Jonas Høgh-Christensen ønsker flere sejlerlandshold

- Vi er en nation, som burde have et sejlerlandshold på alle platforme, inklusiv America’s Cup. Vi har en talentmasse af sejlere, som har vist deres værd, siger Jonas Høgh-Christensen.

Af Troels Lykke |

I sejlsportens verden har Americas Cup altid overlegent været den mest prestigefyldte kapsejlads.

Med verdens hurtigste og mest avancerede 72 fods katamaraner bygget i ren kulfiber tæt konkurrerende i action prægede sejladser kun få meter fra land kan Americas Cup siges at være blevet sejlsportens svar på Formel 1.

Alligevel prioriterer de danske topsejlere bådklasser som Extreme 40 og Matchrace. Det skriver journalist Katrine Elvstrøm Krause på DR Sporten.

Jonas Høgh-Christensen mener dog ikke, at interessen for America’s Cup blandt danske sejlere er fraværende. Ifølge ham er der potentiale for et vellykket dansk America’s Cup initiativ.

- Der er ikke en sejler i Danmark, som ikke ville være med i sådan et projekt. Det vil jeg gerne sætte mine penge på, siger han til DR Sporten.

Han indrømmer dog, at et sådant projekt ikke bare er lige til.

- Der er ingen tvivl om, at det er en svær opgave. Men vi har i Danmark sejlere, der er dygtige nok til at være seriøse konkurrenter i America’s Cup. Har vi talentet? Ja!

Jonas: Et sejlerlandshold på alle platforme

- Vi er en nation, som burde have et sejlerlandshold på alle platforme, inklusiv America’s Cup. Vi har en talentmasse af sejlere, som har vist deres værd på de store internationale sejlscener – både den Olympiske scene og matchracescenen, siger han.

At få et America’s Cup team på benene er dog en dyr affære. Internationalt tæller America’s Cup sponsorer store internationale virksomheder som BMW, Garmin, Omega, Toyota, Fly Emirates, Maerks Line og PRADA. Høgh-Christensen anerkender, at den største udfordring er den økonomiske.

- Skal vi være med bliver det tidligst næste gang. Man må se tiden lidt an og kigge på om formatet ændrer sig. Hvis formatet er det samme og udgifterne ikke stiger, vil vi have muligheden. Det, det kræver, er danske virksomheder, som kan se potentialet. Vi har flere virksomheder med et internationalt perspektiv, som kunne gøre det.

New Zealandsk stat bruger 200 mio. kr.

Et så stort projekt, som at stable et America’s Cup hold på benene kræver en umådelig indsats både tidsmæssigt og økonomisk. Høgh-Christensen er dog af den holdning, at det vil vise sig besværet værd.

- Det new zealandske America’s Cup initiativ er et rigtig godt eksempel. Den new zealandske stat investerer det, der svarer til 200 millioner danske kroner om året i at være involveret i America’s Cup. De har en return of investment på ca. 1 milliard kroner. Det må siges at være en god investering.

Det tætteste vi har været på et dansk America's Cup-projekt var i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne, hvor Valdemar Bandolowski var en af hovedaktørerne og Tuborg en af sponsorerne på tale. Grundet manglende økonomi blev projektet dog aldrig ført ud i livet.

Kilde: DR Sporten

content-loader
content-loader
content-loader