Gå til hoved-indhold
Vinderne af 29er-klassens rangliste 2012, Markus Nielsen og Frederik Just Melson, med klassens nye vandrepokal skabt af Lone Kirketerp. Foto: Mogens HansenKapsejlads
Vinderne af 29er-klassens rangliste 2012, Markus Nielsen og Frederik Just Melson, med klassens nye vandrepokal skabt af Lone Kirketerp. Foto: Mogens Hansen

Lone Kirketerp bag vandrepokal til 29er - kunst inspireret fra OL-guld

OL-guldvinder Martin Kirketerps mor, Lone Kirketerp, har skabt en moderne, rå og autentisk keramisk skulptur, skabt med inspiration fra dramatisk OL-medalje i 2008.

Af Troels Lykke |

Dansk 29er Klub har netop søsat en vandrepokal til vinderne af den årlige rangliste i den ambitiøse jolleklasse. Vandrepokalen kommer i årene fremover til at vandre mellem Danmarks bedste 29er-besætninger.

Opgaven med at skabe pokalen har været overdraget til en speciel kunstner med stærke sejler-relationer, nemlig  49er-OL-guldvinder Martin Kirketerps mor- Lone Kirketerp. Lone har skabt en moderne, rå og særdeles autentisk keramisk skulptur, fortæller 29er klubben.

Inspirationen til skulpturens udformning udspringer af det fantastiske øjeblik ved OL i Kina i 2008, hvor Jonas Warrer og Martin Kirketerp fik overrakt deres guldmedaljer.

29eren er lillesøster til 49er-jollen, og rigtig mange 49er-sejlere er startet med tomandsjolle netop i 29eren.

Afsløret i Hellerup

Pokalen blev afsløret for 29er klassen efter weekendens landstræningslejr som foregik i solskin og klingende frost ud fra Hellerup Sejlklub, der er et af de nye, hotte steder for skiff-sejlads.

Pokalen blev modtaget med applaus fra de mange 29er sejlere - i alt 42 sejlere var tilmeldt den årlige legendariske 29er træningslejr! Trofæet skal navngives af sejlerne selv, og 29er-bestyrelsen vil derfor igangsætte en navnekonkurrence på Facebook hen over vinteren.

49er-sejleren Jonathan Bay gav vandrepokalen og 29er-klassen nogle velmente erfarne råd med på vejen, og overrakte derefter trofæet til den første 29er besætning i den kommende række af ranglistevindere: årets TORM-ranglistevindere Markus Nielsen og Frederik Just Melson.

Lones hilsen

Kunstner Lone Kirketerp fra Risskov i Aarhus kunne desværre ikke være tilstede ved den førsteoverrækkelse af vandrepokalen, men hun havde sendt en hilsen til 29er-klassen – hendes ord lød bl.a. således:

Kære 29ere, I er jo de sejeste unge i hele verden.

Jeg er meget glad og stolt over at få lov til at byde ind med et trofæ til jeres Rankingliste. Den er lavet af stentøjsler, brændt til 1050 grader. Den kan gå i stykker!

Når chokket har lagt sig over trofæet :-) og I kan høre, hvad jeg har på hjerte, så har jeg arbejdet med følgende stikord om en 29er-besætning:

To individuelle mennesker, men sammenvoksede på båden. Synkrone bevægelser - men alligevel hver sin opgave. Tæt forbundne med fokus på at gøre forskellighederne til den største enhed og blive den vindende båd.

Jeg arbejder normalt helt nonfigurativt, men i det her tilfælde ønskede jeg at lave et trofæ med humor og dermed positiv energi, men også som symbol på jeres sport, der indebærer så meget samarbejde om bord. Ganske givet skills i får for livet.

Tag godt imod trofæet, giv det et navn som ungdommen nu kan og lad den være lykkebringende for hele klassen. I tilhører verdens bedste skiffjolle-nation for begge køn. Fortsæt med at erobre verden!

Lone havde tænkt på alt – også at trofæet kunne gå i stykker, her var budskabet, at såfremt trofæet tager skade - mere end epoxy og hvad I nu har i reparationskasserne kan klare, så kontakt mig!

content-loader
content-loader
content-loader