Jesper Radich til super VM i Melges 32 i USA
Det må være et af årets mest højprofilerede VM’er, når man ser på deltagerlisten, skriver taktiker Jesper Radich fra Newport. Han sejler på japansk båd. Stævnet arrangeres af New York Yacht Club.
Tilbage i Melges 32 klassen, hvor vi på team Swing netop har taget fat på at sejle VM her i Newport RI, arrangeret at New York Yacht Club.
Det skriver Jesper Radich på sin hjemmeside. Holdet er pt. nummer 16.
Og hvilken fed oplevelse det er. Det må simpelthen være et af årets fedeste og mest højprofilerede VM’er, når man ser ned over deltagerlisten, og på niveauet af deltagernes forberedelse og indsat generelt.
I hvert fald halvdelen har både coach med egen båd, ekstra professionelt shorecrew og en bådfinish der ikke fysiske kan bliver bedre – overhovedet. Sådan!
Dag 1 ved VM blev en blæsevejrsfornøjelse, hvilket i en Melges 32 betyder langvarige krydsben og meget kortvarige lænserben.
Vores egen indsats kan kort opsummeres således: gode starter, dårlig krydsfart, gode lænseben. Ialt gav det de helt acceptable placeringer 15, 13 i det 33 båds store felt, slutter Radich.