Gå til hoved-indhold
Den grønne ketch Pontomedusa tager turen ud i det blå.Tur
Den grønne ketch Pontomedusa tager turen ud i det blå. Fotos: Mikkel Skovbo

For sejl til Middelhavet – Mikkels tur 3. del

Mikkel og co er nået til Middelhavets østlige del. De nyder livet om bord, men en meget rød måne tager fusen på dem. Der er både hvidhajer, hammerhajer og oceanisk hvidtippede hajer i Middelhavet.

Af Mikkel Malherbes Skovbo |

En sejltur på åbent hav hen over Middelhavets rolige sø og solbagte horisonter er en rejse ned i gear og ud i en verden af rutine, fællesskab og et altomsluttende blå. Den marstalgrønne ketch Pontomedusa tog krydset fra Minorca til Sardinien på to uforglemmelige sommerdøgn.

De gamle romere kaldte det ’mediterraneus’ – havet i midten af verden – og der er noget om snakken, når man oplever det åbne Middelhav fra dækket af en sejlskude.

Det dybblå hav strækker sig uendeligt i horisonten, skroget bryder overfladen på to og en halv kilometers vand, og skyerne svæver i troposfæren flere kilometer over mastetoppen.

Her, mellem himmel og jord og lige midt i verden, kløver Pontomedusa vandskorpen på to døgns sejlads fra Minorca til Sardinien.

En forbandet indsø

Turen er på 200 sømil, og skibet er ladet med forventning og en anelse spænding. Ikke alle de ni unge sømænd om bord er fuldbefarne matroser, og der er blevet gjort meget ud af at briefe om vindforhold, sikkerhed og pligter. Det er med god grund, for man skal have respekt for Middelhavet.

"Middelhavet er lumsk. Det er en forbandet indsø, er det. Ikke noget med ordentligt system i vindene sådan som ude på det store" skrev Troels Kløvedal i sin Middelhavs-logbog i 1982. Den erfarne jordomsejler henviste til Middelhavets lunefuldhed, for selvom der generelt er stille i sommermånederne, så kan det også blæse op på ganske kort tid.

Mellem Minorca og Sardinien kan man være uheldig at blive overrasket af mistral- og tramontanvinde, der blæser ud af Sydfrankrig og Løvebugten og på under en time kan nå helt op på 25 sekundmeter. Ja, Middelhavet er lumsk, og man skal have styr på vejrmeldingerne, inden man begiver sig ud på åbent hav.

Pontomedusa for en let brise et sted mellem Minorca og Sardinien.

Det blå dyb

Mistralvind bliver det heldigvis ikke til, tværtimod. På andendagen dvasker Dannebrog dovent i Pontomedusas agterstag, og vi bliver ramt af et par timers vindstille.

Solens stråler bager ned over det stille, blå hav, og forføriske lysstriber i overfladen frister til en dukkert. Det gungrer i dækket, som nogle af besætningsmedlemmerne tager tilløb og springer på hovedet fra prædikestolen. Andre foretrækker mere forsigtigt badestigen fra hækken.

Flere føler sig lidt urolige ved at gå i vandet her midt ude i ingenting. Hvad hvis hajfatter slår et smut forbi?

Faktisk lever der både hvidhajer, hammerhajer og oceanisk hvidtippede hajer i Middelhavet, men mindre end én person bliver bidt hvert andet år, og risikoen for at støde på en haj er minimal.

Det 25 grader varme vand og den stegende hede får dog også de sidste hajtanker til at fordampe under solen, og snart genlyder det åbne hav af badeplask og glædesskrig fra hele besætningen.

Havbad midt i ingenting

Månen i flammer

- Se, et andet skib fra bagbord, udbryder Nina bag roret en sen nattetime. Pontomedusa går fire knob i en let vind, og havet ligger sort og blankt under en letskyet himmel. En lille rød prik er kommet til syne i mørket forude.

- Hvad er det? Kommer det imod os? Hør, er det ild, vi kan se? Lyder det lidt spændt i cockpittet. Prikken har vokset sig til en flammende rød halvkugle og ligner fuldstændig et spiler omsluttet af ild. Den Flyvende Hollænder når lige at strejfe tankerne, inden det slår os: Månen. Det er månen, der tager røven på os. Pinlig latter bryder ud i den mørke nat, og vi sætter os tilbage i cockpittet i en forbavset erkendelse af, at havet har mange ansigter, også om natten.

Det simple liv med saltsprængt bagdel

Næste morgen serveres morgenmaden på dækket: havregryn, frugt og Nutella på knækbrød. Vi spiser godt om bord, men lever også tæt og spartansk. Køjerne er stuvet til randen, og der er ikke mulighed for at tage bad. Flere i besætningen rammes af den frygtede ’bavianrøv’; en let nubret, saltsprængt bagdel, der kommer sig af at sidde meget ned i et saltholdigt miljø.

Livet til havs er drøjt og simpelt, men også smukt og bekræftende i al sin enkelthed. Pontomedusas besætning sejler, spiser, sover og læser - får søens rutiner ind under huden - og kommer ned i allerlaveste gear. Men vi keder os ikke, selvom vi har oceaner af tid. Det er som om, en sejltur ud i det blå giver mulighed for at nyde de små ting i tilværelsen, og der er tid til at dvæle lidt ekstra ved den gode kop kaffe og udsigten ude til bagbord.

Aftenskumring og fællesskab. Livet er enkelt om bord på et sejlskib.

Sol over Sardinien

Ved daggry på tredjedagen sejler Pontomedusa lyset i møde på en stik østlig kurs. Duften af kaffebønner sniger sig ud af lugen til kahytten, og en sart stribe af blå og lyserød breder sig på himlen forude.

- Man får virkelig fornemmelsen af, at jorden drejer rundt, filosoferer styrmand Bjarke, som Sardiniens bjergrige kyster kommer til syne i det tiltagende morgenlys. Derude i morgenrøden venter en helt ny ø, et helt nyt land, og vi er nået dertil for vind, sejl og egen kraft alene. Tilfredsstillelsen er stor, og cockpittet er fyldt med glædelig hvisken om frihed og fremmede kyster. Solen bryder frem over bjergene, og kursen sættes mod sardisk havn. Vi har krydset havet i midten af verden.

Ankomst. Solen bryder frem over Sardiniens bjerge.

Fakta: Tips til turen over Middelhavet

Litteraturforslag

  • ’Mediterranean Cruising’ af Rod Heikell (2004)
  • ’Mediterranean – Portrait of a Sea’ af Ernle Bradford (1971)
  • ’Mine rejser med Daphne’ af Göran Schildt (1987)

Navigation

  • Det gratis navigationsprogram OpenCPN (link: http://opencpn.org/ocpn/ ) fungerer upåklageligt både til PC og Mac og kræver ikke andet end en usb gps og en håndfuld digitale søkort.

Vejr

content-loader
content-loader
content-loader