Dansker sejler nu Fastnet Race på Sigma 38
Kent H. Andersen er gast på en britisk Sigma 38. En bådtype han selv har i Sakskøbing. Nu gælder det 610 sømil for 347 både. - Sikkerheden har høj prioritet, siger han til minbaad.dk.
Rolex Fastnet Race er en legendarisk sejlads i sejlsportens verden. Briternes svar på Sydney - Hobart.
Desværre har Fastnet Race også kaldt på mange dødsofre, når bølgerne har stået meterhøje i det Irske Hav, når der er krydset mod Fastnet Rock.
- Der er virkelig meget fokus på sikkerheden herovre, på båd og besætning. Man skal gennemføre fire-fem distancekapsejladser, der er kvalifikations-sejladser, førend man må stille op. Og når vi starter i dag skal vi sætte vores orange stormfok når vi registrerer os ved starten i Cowes, siger den 52-årige Kent H. Andersen, der sejler som rorsmand og trimmer på en Sigma 38, Marta
Jens Dolmer er forbilledet
- De har lovet 8-9 m/sek., men det der bliver afgørende er at komme rigtigt gennem tidevandet. Det bliver spændende for mig, jeg har jo selv en Sigma 38 og her i Fastnet Race er vi 13 styks af bådtypen, der nu fylder 25 år, siger Kent H. Andersen fra Sakskøbing Sejlklub og Bådelaug.
Han har i øvrigt mødt Volvo Ocean Race-sejleren Jens Dolmer.
- Han er mit forbillede omkring havkapsejlads, jeg har mødt ham før.
Der står ubehagelig strømsø ved Fastnet Rock.