Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Sådan ser Anders H. Hansens Banner 30 ud.
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads

Dansk Banner 30 klar til Sveriges største kapsejlads

Banner 30 fra Svanemøllen med Anders H. Hansen, vil prøve kræfter med skærgården i Tjörn Rundt på lørdag. Cirka 500 både sejler de 29 sømil.

Af Troels Lykke |

Sveriges største kapsejlads Tjörn Rundt der sejles den 17. august fejrer 50 års jubilæum i år.

Tjörn Rundt er en distancesejlads på ca 29 sømil med sejlads indenskærs med valgfri rute for de mindre både og større bane udenskærs for større både.

Det stiller store krav til taktik, rutevalg og navigation. Normalt sejles der med uret rundt, men I år sejles der mod uret og det udligner forskellene mellem de der har sejlet ruten mange gange og de der sejler den for første gang.

Alligevel ved de erfarne sejlere, hvor de lave grunde ligger og kan undgå dem. Andre skal satse på at få fri vind og sejle mere sikkert. Flere steder på ruten kan der kun passere tre både ad gangen og med over 500 deltagende både bliver der trængsel.

Tre Banner 30'ere er tilmeldt heriblandt den danske Banner 30 Delice med Anders H. Hansen som skipper.

"Vi har sejlet kapsejlads i Banneren i over 8 år, og kender den efterhånden rigtig godt. De sidste par år har vi fået opbygget et stærkt team, og nu er tiden kommet til at prøve kræfter med den svenske skærgårdkapsejlads", siger Anders H. Hansen, som får følgeskab af det faste team fra onsdagssejladserne i Svanemøllen.

Sejlads i smalle løb

"I modsætning til den traditionelle kapsejladsbane, hvor man har frit vand til alle sider, så er Tjörn Rundt en stor udfordring, og der vil være tidspunkter hvor man kan tvinges til at bremse båden for at undgå "puffe" til andre både i de smalle løb, og hvis båden skærer op i et vindpust ligger der en klippeø i vejen", siger Anders H. Hansen, som har forberedt sejladsen siden vinter. 

Båden er blevet optimeret på flere punkter for at opnå bedre boathandling og højere fart. Der er også eksperimenteret med videooptagning og forskellige konstellationer i rollerne ombord for at se om pladsbyttet gav effekt og det har virket.

Der er især opnået store forbedringer med spilersætning og bomninger ved at ændre nogle helt små ting som, hvordan spilerstagen sidder, timing af proceduren o.s.v. Under en onsdagssejlads testede og filmede Delice en spilernedtagning i luv side i stedet for den normale nedtagning i læ af storsejlet.

Det gik overraskende hurtigt og der var mange bådlængder ned til gaten og man kan tydeligt se og høre det på videoen, så nu times spilerbenene som regel efter en luv nedtagning som standard.

Over 100 kg lettere

Derudover er der taget over 100 kg vægt ud af båden.

"Det startede med et væddemål i sidste sæson, hvor jeg påstod, at jeg uden problemer kunne tage 100 kg ud af båden, og jeg fik ret.

Vi havde alt muligt unødvendigt liggende som vi kun brugte til tursejlads: cockpittelt, pantry-service, fjeldankre, cockpitbord og tunge teaktræsriste på dørken og meget andet. Det er væk. Når bådens deplacement er 2500 kg så betyder vægtreduktionen på 100 kg meget.

"Vi kombinerer Tjörn med en 1 uges tursejlads, så vi har booket en trailer i Stenungsund (hvor kapsejladsen starter og slutter), og hvor alt turgrejet bliver læsset over i inden der kapsejles", siger Anders H. Hansen, der satser på en placering i top 10 i sin startgruppe.

"Der vil være ca 50-60 både i vores startgruppe, så den placering udløser en præmie. Det er vores ydmyge mål", siger Anders, der til september også deltager med Delice i solosejladsen Sølvroret.

Banner 30 Delice:  www.heinehansen.dk
Banner 30: www.banner-30.dk

content-loader
content-loader
content-loader