Smæk til Jesper Radichs Melges 32-hold ved Rom
Vi endte på en samlet 12. plads af de 21 deltagere, måske nok skuffende, nogenlunde fair synes jeg. Der er kun en vej herfra – træning, debrief, træning, skriver prof-taktikker Radich.
Dag 2 og 3 ved Audi Melges 32 series, event 2, blev desværre knapt så succesfulde ombord på Opus One, som den første dag.
Det skriver Jesper Radich på sit site
Vi fik 2 sejladser lørdag og 3 søndag, hvoraf kun en enkelt af dem, med en 4. plads, levede op til førstedages resultater.
Det var som om, at der hele tiden var noget, som ikke gik vores vej. Og når vi endelig var i frontgruppen ved første topmærke, kunne vi for det meste ikke holde sporet, og forsvare placeringen ned af første lænser.
Store dønninger fra skæv vinkel - svagheder udstillet
Forholdene på dag 2 og 3 var noget anderledes, med mere vind, 12-18 kn og nogle store dønninger fra en skæv vinkel. Her blev vores svagheder tydeligt udstillet – vi har hver især ikke brugt tid nok i bådtypen, i de forløbne måneder.
Og som team faktisk kun de 3 forberedelses dage op til stævnet. Heldigvis kan man måske sige – er det bare slet ikke nok på dette niveau, selv med vores temmeligt hærdede besætning, som blandt andet inkluderer storsejlstrimmer fra Team New Zealand Don Cowie.
For når det bliver rigtigt teknisk i båden, fx når der er marginale forhold til at plane med båden, og man hele tiden skifter imellem at sejle hård skæring (hot angle) med høj fart, og dybere vinkler (soaking mode) med fokus på VMG, skal man bare være knivskarp og helt på bølgelængde med båden. Og det er vi bare ikke endnu, som samlet team i hvert fald.
Vi endte derfor på en samlet 12. plads af de 21 deltagere – måske nok skuffende, nogenlunde fair synes jeg. Der er kun en vej herfra – træning, debrief, træn…, skriver Radich.
Et smukt billede fra førstedagen, hvor vi var flyvende, og havde feltets laveste fratrækker, med en 6. plads som dårligst, fortæller Radich.