Dansk Søredningsselskab: Speedbådskørekort kan tages med venstre hånd
Det er en formsag at anskaffe sig et speedbådskørekort, og mange speedbådssejlere og vandscooterførere aner ikke, hvad de foretager sig, når de er på vandet, lyder kritik.
Da speedbådssejlere og vandscooterførere ikke har styr på deres sejlads, er risikoen for at komme til skade eller at skade andre er derfor overhængende.
Så kontant er meldingen fra Dansk Søredningsselskab og fra en indehaver af det certifikat, der siden 1999, og efter en række alvorlige dødsulykker, har været lovpligtigt at have, såfremt man vil sejle i speedbåd og vandscooter. Det skriver politiken.dk
Man får lidt teori og prøver lidt praktisk sejlads, og har man bare en anelse omløb i hovedet, kan prøven bestås med venstre hånd, siger Kenneth Jacobsen, sektionsleder i Dansk Søredningsselskab
Som Politikens www.ibyen.dk forleden kunne fortælle, hærges Københavns havn af fartbøller, der hensynsløst pløjer igennem havneløbene, bryder alle fartgrænser, og ingen hensyn tager til havnens øvrige brugere.
- Det kan blandt skyldes, at de, der fører speedbåde og vandscootere, har fået deres speedbådskørekort på trods af, at de ikke kender reglerne til havs, eller har evnerne til at styre de fartøjer, de drøner rundt i. Det fortæller Kenneth Jacobsen, der er sektionsleder i Dansk Søredningsselskab, som rykker ud, når der sker ulykker i havnen, og som desuden jævnligt er på vandet for blot at observere.
Som reglerne er i dag, kan alle over 16 år tilmelde sig et kursus af enten 1 eller 2 dages varighed, hvor man udsættes for en række praktiske og teoretiske øvelser. Kurserne udbydes af mange forskellige private firmaer og koster typisk i omegnen af 1.000 kr. – 1.500 kr.
Kenneth Jacobsen vurderer, at den mangelfulde uddannelse og lette adgang til certifikatet er skyld i mange af de ulykker, der sker i havnen. Han mener, at den afsluttende prøve bør stille langt større krav, ligesom den praktiske del af undervisningen bør tillægges langt større vægt.
Kom for sent med tømmermænd
Kenneth Jacobsen bakkes op af Cristina Christensen, der altid gerne har ville prøve kræfter med speedbåde, og som derfor tog certifikatet sidste år.
- Alle og enhver kunne bestå det kursus, jeg gik igennem for at få mit bevis. Kravene var latterligt lave, og det er helt uforsvarligt at sende folk på vandet med så begrænset en viden om alt lige fra bådens funktion, reglerne for havnesejlads og procedurerne for, hvordan der skal handles, hvis ulykker opstår«, siger hun og fortsætter. - Flere af dem, jeg tog kurset med, kom nemlig slentrende mange timer for sent, og nogle halvsov det meste af tiden, fordi de havde tømmermænd. Alligevel bestod de uden problemer prøven. Det er fuldstændigt uforsvarligt, siger Cristina Christensen, der efterlyser strengere adgangskrav og et mere omfattende undervisningsforløb.
Moralsk opsang
Ifølge specialkonsulent i Søfartsstyrelsen, Steen Emborg er problemet ikke manglende viden om søfartsregler og ringe praktisk erfaring, men derimod et moralsk forfald blandt især de unge af havnens brugere.
- De unge i havnen, der ter sig tosset, er udmærket klar over, at de bryder reglerne. Dem kender de fint, og derfor er det et spørgsmål om at ændre på hele den kultur, der hersker på vandet. Der er behov for en moralsk opsang, lyder det.
Kilde: Politiken