Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
A-Cat klassen er den første katamaranklasse, der har mulighed for at foile inden for de eksisterende klasseregler.

Paasch-blog: Take-off i A-Cat med tjekkede foils

Danmarks bedste A-Cat-sejler, ingeniør Thomas Paasch, giver igen en præcis forklaring på den tekniske udvikling. Han taler om en Trickle Down-effekt fra AC 72. Bliv klogere på foils.

Af Thomas Paasch |

Som det normalt er tilfældet med udviklingen i Americas Cup, så er der en Trickle down-effekt, hvor de teknologiske landvindinger der er lavet af AC holdene med kæmpe udviklingsbudgetter, forplanter sig til resten af sejlsportsverdenen. 

Katamaraner på foils har indtil videre ikke kunne klare sig i konkurrencen med ikke foilende katamaraner på en op-ned bane.

AC 72erne er første eksempel

AC 72erne er første eksempel hvor det ser ud til at være en fordel at foile, og de erfaringer man har gjort sig der, er ved at komme på banen i mindre katamaran klasser.

Tit er de eksisterende klasser dog begrænset af regler, der ikke umiddelbart tillader de nye tiltag, så mange forsøg er foretaget på one-offs eller modificerede både som ikke længere tilhører en klasse.

De seneste 5-6 år har C-boards som sværd været standard i A-Cat klassen (lige som dem man også ser på den olympiske Nacra 17), og klassereglerne har ikke tilladt sværd som dem de bruger på AC 72?erne (L-boards), da vi ifølge reglerne skal kunne stikke sværdet i oppe fra.

J-boards et godt kompromis

Men J-boards er et kompromis som ser ud til at kunne bruges, og nu har vi de første eksempler på kontrolleret flyvning, som man også har set det når AC holdene har været ude og træne.

A-Cat klassen ser dermed ud til at være den første katamaran klasse der har mulighed for at foile inden for de eksisterende klasseregler.

Ved det netop overståede Franske A-Cat mesterskab gav den regerende verdensmester Mischa Heemskerk den gas på sine J-boards, og fløj fra alle konkurrenter på læns, i de sejladser hvor der var meget vind.

Det hører dog med til historien at han endte på en samlet 6. plads, så det ser ud til at der er en pris der må betales i lettere vind, hvor det ikke er muligt at foile.

Men mon ikke det er en midlertidig situation, og finpudsning af udstyr og teknik vil med tiden mindske bagdelene i lettere luft og gøre det muligt at flyve i lavere vindhastigheder.

Udviklingen fortsætter, og selv om A-Cat klassen har eksisteret i over 50 år, er den fortsat med i forreste række?

content-loader
content-loader
content-loader