Skælskør-sejler Petersen vinder DM i BB 10-meter
Bjarne Venø Petersen vinder sit femte DM i BB 10-meter klassen efter otte sejladser over tre dage i Korsør. Sejlerne opførte sig pænt på banen, siger dommer Troels W. Fishcer.
"Spændende vind, udfordrende strøm og fantastisk solskin" siger baneleder Troels Wester Fischer og fortsætter:
"Sejlerne har været fantastisk disciplinerede. Otte starter med kun en tyvstart og ingen protester. Så er det let at være baneleder."
Tyvstarten i syvende sejlads stod Bjarne Venø Petersen for og dermed bevarede han en smule af spændingen før ottende og sidste sejlads, hvor han og besætningen imidlertid føjede endnu en førsteplads til rækken af i alt seks.
Skive tog sølv - Helsingør bronze
Sølvmedaljen blev vundet af Søren Koitzsch, Skive, med en første og en andenplads på sidstedagen, mens Michael Frank Hansen, Helsingør, måtte nøjes med tredjepladsen efter at have været à point om andenpladsen dagen før.
Stævnet havde deltagelse fra Sverige repræsenteret af Christer Övren, der tog fjerdepladsen, og fra Tyskland med Till Ahnert og en international besætning, der måtte nøjes med 12. pladsen.
Også på landsiden var stævnet ifølge alle sejlerne en succes. Specieltbvil de frivillige, der serverede ved festmiddagen sent blive glemt forbderes hulahula-udklædning og bastskørter. Der var også en mand med fuldskæg blandt de smukke kvinder, forklarer formand for Korsør Sejlklub Thomas Mantzius.
Der var masser af strøm under DM.