Gå til hoved-indhold
Det er tilladt at sejle fem knob i Svendborg Sund, det fandt 21 skippere ud af på den hårde måde. Foto: Troels LykkeKort Nyt
Det er tilladt at sejle fem knob i Svendborg Sund, det fandt 21 skippere ud af på den hårde måde. Foto: Troels Lykke

Bøderegn ved Svendborg - 21 sejlede for stærkt

Politiet tjekkede 70 lystfartøjer i en målrettet kontrol på havet hen over weekenden, og hele 33 bøder blev udskrevet.

Af Troels Lykke |

Ud af de 33 bøder til sejlerne skyldes de 21 for høj hastighed, oplyser Fyns Politi.

- Vi vidste, at de sejlede for stærkt ude i Svendborg Sund. Men det er lige i overkanten, at vi over en weekend kan skrive så mange bøder for høj hastighed, siger vicepolitiinspektør Klaus Arboe til Ritzau.

Det er tilladt at sejle fem knob i Svendborg Sund, fordi det er meget trafikeret. Vicepolitiinspektøren har ikke fartmålinger fra weekenden, men der er sejlet "væsentligt hurtigere end de fem knob".

Ikke kun turister

Og de lokale kan ikke skyde skylden for de mange fartsyndere over på tilrejsende turister.

- Det er hovedsageligt lokale, som har fået bøder, selvom der også har været et par stykker ude fra, fortæller vicepolitiinspektøren.

Syv af bøderne udstedte politiet, fordi sejlerne ikke havde medbragt speedbådsbevis eller duelighedsbevis under sejladsen.

Kun to sejlere fik bøder for manglende redningsveste om bord, og det overrasker politiet positivt, skriver jp.dk.

content-loader
content-loader
content-loader