Nu kan du melde dine sejler-børn til sommerlejr
Lørdag den 1. marts åbner Dansk Sejlunion for tilmelding til årets sommeraktiviteter for børn og unge.
Sommerferien er den bedste tid at sejle i, og det benytter mange klubber sig af, når de vil lave attraktive aktiviteter for de unge sejlere i klubben og regionen.
Gennem de seneste år har et stort antal klubber i samarbejde med Dansk Sejlunion arrangeret sommeraktiviteter for unge sejlere.
Tilbuddene er mange. Nogle klubber holder åbent i dagtimerne for egne sejlere og naboklubbernes sejlere – konceptet kaldes ”Sommersejlads”. Andre klubber holder ”Sommercamp”, hvor aktiviteterne inkluderer overnatning.
”Vi ser en virkelig positiv udvikling med sommeraktiviteterne i disse år,” siger klubkonsulent Henrik Tang Kristensen, Dansk Sejlunions ansvarlige for sommeraktiviteter.
Klubber bedre til planlægning
”I år har klubberne generelt været enormt gode til at være på forkant med planlægningen. Det gør en stor forskel. Allerede nu og har vi over 1000 pladser til sommeraktiviteterne, og der er flere på vej,” siger han.
1000 pladser lyder som et stort tal. I praksis bliver en del af sommeraktiviteterne dog udsolgt på få dage, så er man ung sejler, gælder det om at få tilmeldt sig i god tid.
”Det gør en kæmpe forskel for de unge sejlere at deltage i sommeraktiviteter. Faktisk viser det sig ofte, at sejlerne får flere timer på vandet i løbet af en enkelt ud med sommeraktiviteter, end de gør på en hel sæson hjemme i klubben,” siger Henrik Tang Kristensen og tilføjer, at de mange timers intens sejlads giver sejlernes færdigheder et mærkbart løft.
Foruden at give de unge sejlere nogle store oplevelser, så kan sommeraktiviteterne også styrke klubbens organisatoriske kompetencer og det interne sammenhold mellem de frivillige trænere og ledere.
Fra lørdag d. 1. marts kl. 12.00 har sejlsport.dk en stor sektion med sommeraktiviteter for børn og unge.