Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Team Meldgaard er stadig skarpe. Foto: Per Heegaard

God start for KDYs ligahold før VM i matchrace

Lotte Meldgaard tog andenplads, men alle sejlerne var glade for det nye tiltag. Formatet var sjovt med korte sejladser, mange bådskift og lidt hviletid for sejlerne på land, mener KDY.

Af Troels Lykke |

Efter en fantastisk weekend med en fredag der brød på udfordrende sejladsforhold for mange af ligabesætningerne, en lørdag med perfekte forhold om end springende vind og en søndag hvor vinden ikke rigtig var på arrangørernes side blev første Sejlsportsligastævne gennemført med pomp og pragt, sådan skriver KDY til pressen.

De 18 ligahold var absolut super tændte og glædede sig til at komme i gang med at dyste i Sejlsportsligaen.dk. Nogle var veltrænede i gennakersejlads - det sås tydeligt, og andre sad for første gang i en sportsbåd og kunne dermed underholde med dramatiske spilerkæntringer og en ukontrolleret måde at skære op på.

Med fredagens kraftige vind blev fårene skilt fra bukkene og Hellerup Sejlklub og KDY lagde sig i spidsen.

Team KDY var med helt fremme stævnet igennem. Lotte Meldgaard, Tina Schmidt Gramkov, Anne-Sofie Munch-Hansen og Josephine Nissen lagde hårdt ud med 2 førstepladser, og med en stabil serie, der sluttede af med endnu en førsteplads fik de presset Hellerup Sejlklub med Mads Christensen ved roret til det sidste.

I sidste sejlads sejlede Hellerup Sejlklub helt sublimt og kom godt igen efter en tyvstart, endte som nummer 3 og det var nok til at hive sejren i hus.

Team Meldgaard på vej til VM i matchrace
Ligastævnet blev for Lotte og hendes team, et suveræn optakt til den kommende uges VM i matchrace for kvinder.

Med de mange korte og tætte sejladser fik holdet trænet boathandling, hurtige beslutninger og pudset formen af, så de nu er helt klar til mødet med resten af verdenseliten i Cork i Sydskotland.

Sejlsportsligaen er kommet for at blive
Alle sejlerne var meget glade for dette nye tiltag. Formatet var sjovt med korte sejladser, mange bådskift og lidt hviletid for sejlerne på land.

Tilstedeværelsen af sejlerne på land gav en helt ny dimension for de tilskuere, der have lagt vejen forbi Rungsted Havn. Det var muligt for dem at komme tæt på deltagerne samtidigt med at deltagerne havde mulighed for at diskutere sejladserne med hinanden og dermed skabe gode bånd klubberne imellem.

Sideløbende med ligaen sejlede sportsbåds open klasse med J/80 og CB66. Også disse 2 klasser fik gennemført nogle gode sejladser og bedste KDY placering fik Jens Harsaae i J/80-klassen stærkt forfulgt af den unge KDY-besætning med Felix Jacobsen ved roret.

Vinderen af J/80-klassen blev Flemming Djernæs fra Sønderborg Yachtklub, der deltog i en af KDY’s både.

I CB66-klassen var det Helle Ørum Ryhding, der blev bedst placeret KDY’er på en 4. plads. Her vandt Mikkel West-Nørager Fra Hellerup Sejlklub. Fedt at have så mange sejlere samlet på havnen, det gav god stemning og aktivitet.

Ligaudtagelse igen om 14 dage
Om 3 uger går det løs igen og Sejlsportsligaen gæster Sønderborg Yachtklub. KDY skal udtage deres deltagere, og dette foregår den 15. juni i Rungsted.

Selvom næste stævne er langt væk er det muligt at følge sejladserne på live-dækning, og det er der helt sikkert en masse sejlsportsinteresserede der vil gøre.

Fra højre: Tina Schmidt Gramkov, Lotte Meldgaard, Anne-Sofie Munch-Hansen og Josephine Nissen. Foto: Per Heegaard

content-loader
content-loader
content-loader